Politiet: Børn skal ud i trafik
Forældre beskytter dem for meget
- Overbeskyttende forældre giver større risiko end tryghed.
Sådan lyder meldingen nu fra Østjyllands Politi, hvor lederen af færdselsafdelingen Kristian Thomsen er overbevist om, at en betragtelig del af de 879 børn, som herhjemme bliver alvorligt kvæstet på landets stier og veje hvert år, ville have klaret frisag, hvis deres far og mor havde lært dem at krydse en farlig vej i stedet for at undgå den.
- Den største fare i trafikken er for børns vedkommende, at de ikke får lov til at færdes i den som fodgængere og cyklister i den som små - men i stedet sidder som passagerer i forældrenes biler og bliver fragtet fra punkt a til b.
- På den måde lærer de hverken at krydse en bred vej eller forstå afstande - og derfor er det en meget dårlig opdragelse og vejledning man giver sine børn, når man lader dem sidde på bagsædet af en bil i stedet for at gå en tur med dem til og fra skole, siger Kristian Thomsen.
Alvorlige konsekvenser
De sikre år på bagsædet kan nemlig give alvorlige konsekvenser, når først selen til barnestolen er åbnet, mener færdselslederen.
- Når børn forlader skolen, så står de foran de ti farligste år i trafikken. Så hvis de ikke allerede i konfirmationsalderen har lært at færdes sikkert i trafikken selv, så bliver de efterfølgende år rigtige farlige, siger Kristian Thomsen til DR Østjylland.
Hos Rådet for Sikker Trafik er underdirektør Karina Petersen enig.
- Det er en ulempe at mange forældre passer på deres børn ved at sætter dem ind på bagsædet af bilen og kører dem til og fra skole. Hvis de skal lære at færdes i trafikken, så skal de ud i den. Og derfor anbefaler vi, at børn allerede fra skolestarten cykler og går for at få den træning som er nødvendig, når de skal klarer sig uden mors og fars hjælp, siger Karina Petersen.