Politiet advarer: Risiko for øget røgudvikling fra Studstrup-branden
Branden på Studstrupværket kan nu udvikle mere røg end hidtil, advarer politiet om torsdag aften.
Fra torsdag aften vil der muligvis komme endnu mere røg end hidtil fra branden på Studstrupværket.
Det meddeler Østjyllands Politi.
Det er angiveligt en ændret bekæmpelsestaktik, der er skyld i, at røgkoncentration kan blive højere end tidligere.
Vinden og dermed røgen forventes torsdag aften og natten til fredag at stå ind over Aarhus samt de nordligereliggende byer Løgten, Skødstrup, Hjortshøj, Lystrup, Egå og Skæring.
Ifølge DMI's automatiserede vejrmodel vil vinden fredag bære røg og lugt fra branden mod nord.
Myndighederne opfordrer fortsat til, at man lukker vinduer og døre og slukker for eventuel ventilation, hvis man føler ubehag. Udvikler man tegn på sygdom, skal man kontakte sin egen læge eller Lægevagten.
Meldingen fra myndighederne er fortsat, at røgen ikke er sundhedsskadelig at opholde sig i. Personer med lungesygdomme kan dog blive udsat for potentiel fare, hvis de indånder for meget røg, skriver Østjyllands Politi og tilføjer, at kvalme og hovedpine er konstateret i de røgramte områder.
Branden på Studstrupværket nord for Aarhus har nu stået på i mere end en uge og er endnu ikke blevet slukket. Det vides ikke, hvor længe det vil tage.
TV2 ØSTJYLLAND har torsdag aften været i kontakt med Østjyllands Brandvæsen, der dog ikke vil udtale sig om den ændrede brandbekæmpelse og i stedet henviser til Østjyllands Politi i forbindelse med udmeldingen.
Vagtchefen hos Østjyllands Politi har endnu ikke svaret på TV2 ØSTJYLLANDs opkald.