Politiet advarer efter kaos ved marked: Næste gang fjerner vi bilen
Folk parkerer ulovligt for at komme til kræmmermarked. Men det er kritisk, fordi brandbilerne ikke kan komme ud.
Det traditionsrige Århus Kræmmermarked, der torsdag slog dørene op på Tangkrogen i Aarhus, har tiltrukket folk fra nær og fjern.
Og det kan ses på det parkeringskaos, som allerede på førstedagen opstod i områderne omkring pladsen. Flere steder var bilerne parkeret ulovligt, og det skaber farlige situationer.
Læs også
Derfor advarer politiet nu gæsterne, der kommer i bil til markedet.
- Vi henstiller til, at man overholder parkeringsanvisningerne, især ved brandstationen på Sumatravej, hvor folk blokerer ind- og udkørslen, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Lars Bisgaard.
- Vi har ikke fjernet nogen biler endnu, men det næste bliver, at vi fjerner dem, og de bliver kørt til opmagasinering. Det er dyrt.
Skal hjælpe ved brand på marked
Politiet blev både kontaktet af brandstationen og Hjemmeværnet, da flere parkerede biler blokerede portene ind til stationen på Sumatravej. Og det kan blive kritisk i tilfælde af brand.
- Det er den brandstation, der skal forsyne kræmmermarkedet, hvis der sker noget, eller hvis der sker noget på havnen, siger Lars Bisgaard.
Politiet vil kontrollere området de kommende dage, men håber, at folk vil følge opfordringen om at finde lovlig parkering.
Markedet, der vil være at finde på Tangkrogen til og med søndag, er ellers forløbet uden problemer indtil videre, lyder det.