Politiet advarer: Aflivningsvæske til dyr stjålet - indtag det ikke
Politiet advarer mod at indtage kraftige medikamenter, der er blevet stjålet i en dyrlægeklinik.
Indtag det ikke.
Så klar er beskeden fra Østjyllands Politi, der onsdag aften har sendt en advarsel ud.
Årsagen er et indbrud tidligere på dagen i en dyrlægeklinik i Harlev vest for Aarhus, hvor der blev stjålet stærke medikamenter. Medicin, der er egnet til dyr, men er farlige for mennesker.
De to medikamenter, politiet advarer mod at indtage, er:
Euthasol, mellem 100 ml og 200 ml. Den bruges som aflivningsvæske, og væsken er blå.
Ketaminol, under 10 ml. Ketaminol er stærkt smertestillende.
Østjyllands Politi understreger, at det er farligt for mennesker at indtage medikamenterne.
Finder man præparaterne eller på anden måde kommer i besiddelse af dem eller bare ved, hvor de kan befinde sig, beder politiet om at kontakte dem på telefon 114.