29-årig skabte kaos med vandpistol - nu kommer politiet med en løftet pegefinger
Flere patruljer blev omkring klokken 12.45 sendt afsted mod Åbyhøj, da politiet skulle undersøge et mistænkeligt forhold. Det viste sig at dreje sig om et vandgevær.
OBS
Artiklen er opdateret med flere oplysninger, da anmeldelsen viste sig at dreje sig om et vandgevær.
Flere patruljer med blandt andet hunde blev tirsdag omkring klokken 12.45 sendt afsted mod Viborgvej ved Åbyhøj, da politiet modtog en anmeldelse om, at en mand var steget på en bus i Frydenlund ved Aarhus med en geværlignende genstand.
- Det er klart, at når vi får en anmeldelse om skydevåben i det offentlig rum, så reagerer vi lynhurtigt, siger Jakob Christensen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Hurtigt viste det sig dog, at det ikke var så slemt som først antaget. Det drejede sig nemlig ikke om et rigtigt gevær, men i stedet om et vandgevær. Hvad politiet selv betegner som en vandpistol, bare i større format.
- Vi får i løbet af kort tid lokaliseret den her 29-årige mand. Han siger selv, at han har været oppe og lægge vandgeværet i sin lejlighed, og det får vi hurtigt verificeret er ganske rigtigt, fortæller Jakob Christensen.
Den 29-årige slap dog ikke uden en sigtelse, da episoden ifølge politiet skabte utryghed i området.
- Han er sigtet for at forstyrre den offentlig orden, da den ikke er transporteret ordentligt, og derfor skabte utryghed, da den kunne forveksles med et gevær, siger Jakob Christensen.
Han blev derfor sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
Læs også
Østjyllands Politi kommer ovenpå episoden med et godt råd - eller måske mere en løftet pegefinger på Twitter, så andre kan undgå en unødig lignende situation.
- Skal du transportere et plastikvåben, så opbevar det skjult, så du ikke gør folk utrygge og pludseligt ender med, at være omgivet af politifolk, skriver de.