Politi får mange corona-tips: Frisør sigtet og vandpibecafé i bøderegn
Politiet modtager mange tips fra borgere om mulige brud på de nye corona-tiltag. Det har ført flere bøder med sig - overordnet opfører østjyderne sig dog pænt.
Lidt over midnat natten til onsdag tog Østjyllands Politi ud til en vandpibecafé i det vestlige Aarhus efter at have modtaget et tip fra en bekymret borger.
Her opdagede politiet, at vandpibecaféen var åben og havde besøg af en større gruppe mennesker.
- Alle på stedet blev sigtet. Der var 17 gæster inde på caféen, som alle står til en bøde på 1.500 kroner. Ejeren af vandpibecaféen står til en bøde på 5.000 kroner, siger politiinspektør ved Østjyllands Politi, Martin Løye, til TV2 ØSTJYLLAND.
Den samlede sum af bøderne, som sigtelserne fører med sig, til de 17 gæster plus ejeren lyder på hele 30.500 kroner.
Flere sigtelser i Østjylland
Episoden på vandpibecaféen er ikke den eneste af sin slags. Også en frisør i Horsens er blevet sigtet for fortsat at holde åbent af Sydøstjyllands Politi.
Sydøstjyllands Politi har de seneste to døgn modtaget i alt 28 anmeldelser om mulige COVID-19 overtrædelser – det har ført til tre sigtelser. Det er første gang Sydøstjyllands Politi har foretaget sigtelser i anledning af overtrædelser af COVID-19 tiltag.
Modtager rigtig mange tips
Politiinspektøren fortæller, at Østjyllands Politi modtager rigtig mange henvendelser fra borgere, der synes, at for mange mennesker er samlet, og som er bekymrede. I gennemsnit modtager Østjyllands Politi minimum 20 til 25 corona-relaterede henvendelser om dagen.
Ofte er der dog ikke noget at sætte en finger på.
- De henvendelser vi får, tjekker vi op på ved at køre ud og kontrollere. Oftest er det dog ikke noget, som giver anledning til sigtelser, siger Martin Løye.
Specielt steder, hvor mange mennesker normalt mødes i det gode vejr, kommer der mange henvendelser om - politiet kører også ud og tjekker disse steder af egen drift.
- Vi får mange henvendelser om steder som Kalø Slotsruin og Moesgård Strand – men når vi kommer derud, kan vi se, at folk er rigtig gode til at holde afstand. Derudover ved vi, at folk kommer ud, når vejret er godt, og så kører vi selvfølgelig også ud og fører tilsyn, siger politiinspektøren.
- Det er tydeligt, at der er stor opmærksomhed på situationen med COVID-19, og at østjyderne har taget tiltagene til sig.
En svær situation, men tænk jer om
Selvom de fleste østjyder virker til at have taget myndighedernes tiltag for at inddæmme smitten af COVID-19 til sig, så er der stadig nogle, der endnu ikke helt har formået at ændre på sine vaner.
- Vi vil opfordre folk til, at de tænker sig lidt om. Man skal huske at tænke over sine vaner og rutiner, som bliver nødt til at være anderledes i denne tid. Vi ved godt, at det kan være rigtig svært – nu var det en vandpibecafé i det her tilfælde – men der er også mange andre ting, hvor man traditionelt samles, som bliver nødt til at blive sat på pause, siger Martin Løye.
- Man skal vænne sig til at ændre sine rutiner og mange af de ting, man før har gjort, men som man ikke skal gøre længere – Vi er i en situation, hvor det er ganske vigtigt, at man tænker over den måde, man er sammen med andre mennesker på, så vi beskytter de svageste i samfundet og vores sundhedsvæsen bedst muligt.
Retorikken skærpes og tiltag håndhæves
I lyset af den alvorlige situation, som Danmark er i lige nu, er det heller ikke længere tid til advarsler og vejledning.
- Nu er vi i en situation, hvor vi skærper retorikken, og den måde vi håndhæver reglerne på. Borgerne skal hjælpe med at holde smittekurven nede, siger politiinspektøren.
- Vi er ret konsekvente nu, fordi tiden er ikke længere inde til vejledning. Vi bliver skrappere end før, og hvis vi kommer ud steder, hvor vi har været og givet advarsler, så kommer vi til at uddele bøder.