Pølsemand med opråb: - Jeg kan ikke forstå, nogen vil være det bekendt

Prisplakater forsvinder ofte fra den velgørende pølsevogn på gågaden i Aarhus. Nu opfordrer pølsemand til at tænke over konsekvenserne for virksomheden.

Det er langt fra et nyt problem, men nu er det efterhånden ved at være for meget, mener forpagteren af pølsevognen på Søndergade i Aarhus, Niels Rasmussen.

Gang på gang møder han ind til, at plakater af pølser og frikadeller er væk - forsvundet over natten.

- Vi er en velgørende organisation, og sådan nogle plakater koster penge. Jeg kan ikke forstå, at der er nogen, der vil være det bekendt, siger han.

Pølsevognen er en af otte Børnenes Kontor-vogne i byen, der blandt andet støtter børn med julehjælp og sommerlejre. Og selv om pengene til nye plakater ikke går direkte af den velgørende kasse, rammer det stadig forretningen.

- Unødvendige udgifter er med til at gøre min løn dårligere, og det er i forvejen ikke, fordi man bliver rig af at være pølsemand. Men det har heller ikke været det vigtige for mig, for mit engagement ligger i det sociale, at snakke med mennesker og dele julehjælp ud. Det irriterer mig, at man ikke har mere respekt for det, siger han.

Brækker skruer op for at få plakat

Niels Rasmussen har haft vognen på Søndergade i otte år, og i en periode havde han også en pølsevogn på Lille Torv ikke langt derfra. Begge steder er manglende plakater et problem. 

Han har derudover talt med kollegaer, der oplever det samme.

Plakaterne koster 200-300 kroner stykket. Ovenpå et par hårde coronaår ærgrer det Niels Rasmussen, at folk ikke tænker over eller er ligeglade med, at det altså koster penge for virksomheden, de stjæler fra.

Udover at selve plakaten ofte må erstattes, så forsvinder plastikpladen, der beskytter den, ofte også, når folk åbner rammen. Og dét koster af kassen, der ellers går til velgørenhed, da det er Børnenes Kontor, der står for faciliteterne. Det er dermed også her, det gør ondt, hvis nogen maler graffiti på vognene.
Udover at selve plakaten ofte må erstattes, så forsvinder plastikpladen, der beskytter den, ofte også, når folk åbner rammen. Og dét koster af kassen, der ellers går til velgørenhed, da det er Børnenes Kontor, der står for faciliteterne. Det er dermed også her, det gør ondt, hvis nogen maler graffiti på vognene. Foto: Niels Rasmussen

Plakaterne sidder i en ramme, hvor man nemt kan klappe kanterne ud for at skifte plakaten. Derfor valgte forpagteren for nogle år siden at skrue rammerne fast, så plakaterne ikke var så let tilgængelige.

- Men hvis der er nogen, der vil havde dem, så skal de nok få dem ud. Da vi gjorde det, brækkede folk dem bare op i stedet og ødelagde rammen, så det droppede vi igen, siger han.

Det sidste alternativ, hvis Niels Rasmussen ikke vil blive ved med at betale for nogle nye, er at tage dem ind hver dag. Men det ville han også være ærgerlig over at skulle bruge tid på, når der er så meget andet, der skal ordnes i forvejen.

Plakaten kan købes

Pølsemanden håber, at hans opråb vil få nogen til at tænke sig om en ekstra gang, før de piller plakaterne ud af deres ramme.

- Man kunne også håbe, at nogen opdagede, at deres unger eller andre havde plakaterne liggende og sagde, at de skulle lade være med at tage dem, siger han.

Hvis man går og ønsker sig en plakat til væggen derhjemme, så er man dog velkommen til at henvende sig i vognen. For det er nemlig ikke et problem - så længe man betaler selv.

- Jeg skal med glæde bestille en mod betaling. Det er ikke noget, jeg skal tjene penge på, så hvis de meget gerne vil have en, så skal jeg med glæde få lavet en, siger Niels Rasmussen.