Pigefotograf dømt for voldtægt
51-årig fotograf er blevet dømt for at misbruge kvinder i sit fotostudie i Århus. Manden har hele tiden nægtet sig skyldig.
Landsretten i Århus dømte tirsdag en 51-årig fotograf fra Århus for at have misbrugt kvinder.
Manden blev blandt andet dømt for at have voldtaget en af sine modeller. Voldtægten af den dengang 17-årige pige fandt sted i forbindelse med en fotoseance i fotografens studie i Århus.
Med dommen på otte måneders fængsel stadfæstede landsretten den dom, som fotografen tidligere fik ved byretten. Ved den lejlighed blev manden idømt otte måneders fængsel og skulle desuden betale 30.000 kroner i erstatning.
Den 51-årige har hele tiden nægtet sig skyldig.
Sagen kom frem, da flere unge kvinder i tv-dokumentaren Operation X på TV 2 hævdede, at den 51-årige fotograf havde befamlet dem og stukket fingre op i skeden på to af dem. Én kvinde politianmeldte desuden fotografen for fuldbyrdet voldtægt.
Det fik fotografen til at søge tilflugt i Flensburg i Tyskland. Han blev dog senere udleveret til Danmark.
De tyske myndigheder opererer dog ikke med begrebet blufærdighedskrænkelse og udleverede derfor udelukkende danskeren til retsforfølgelse for voldtægten.
TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om sagen i tirsdagens nyhedsudsendelser.