Pengene er på vej
Ny finanslov sikrer støtte til Aarhus 2017
Efter regeringen vedtog finansloven i dag, er midlerne fra staten til kulturhovedstaden endelig sikret.
I alt bidrager staten med 145 millioner kroner til projektet, når Aarhus i 2017 bliver europæisk kulturhovedstad.
Det vakte i dag glæde hos kulturrådmanden, som håber, at de sikrede midler vil skabe arbejdsro på de større projekter.
- Det er meget vigtigt for kulturhovedstaden, at der nu er kommet ro omkring den statslige medfinansiering. Med de foreløbigt 145 millioner kroner kan arbejdet for alvor begynde. Aarhus 2017 har flere gange meldt ud, at man ville have vished om den statslige medfinansiering, inden man startede de store projekter op, fortæller kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) i en pressemeddelelse.
Det samlede budget for 2017 er på 500 millioner kr., og kulturrådmanden håber, at de kommende finanslove vil sikre flere midler fra staten.
- Der er stadig to år til 2017 og dermed yderligere to finanslove, der skal forhandles på plads inden da. Jeg tror, at der vil kunne findes flere penge til Kulturhovedstaden, så vi når en statslig medfinansiering på niveau med den, som København modtog i 1996, siger Rabih Azad-Ahmad.