Partier uenige om afgift
Flere vil afskaffe den, men efterlyser finansiering
Et flertal i Aarhus Byråd har besluttet, at de cirka 4.000 kommunale pleje- og ældreboliger bliver pålignet en dækningsafgift på 12,29 promille af grundens værdi samt 8,75 promille af bygningernes værdi. Samtidig lader de samme politikere erhvervslivet slippe for dækningsafgiften fremover.
- Denne urimelige forskelsbehandling må ophøre. Det er jo direkte grotesk, at hele ældrechecken bliver brugt til at betale for dyre kommunale boliger og derefter går direkte ned i den slunkne kommunale pengekasse til at dække de huller, borgmester Jacob Bundsgaard (S) senest har skabt med skattelettelserne til erhvervslivet, siger ældrerådmand Dorthe Laustsen (SF).
Rådmanden stiller nu et konkret beslutningsforslag til borgmesteren og byrådet om at fjerne de ældres dækningsafgift.
Finansieringen mangler
Aarhus kommunes 1. viceborgmester, den radikale Rabih Azad-Ahmed, kan sagtens se sympatien i ældrerådmandens forslag, men mangler at se finansieringen bag.
- Vi (Radikale Venstre, red.) er heller ikke med i forliget omkring dækningsafgiften på erhvervsområdet, fordi vi mener, at kommunen kan finde pengene til det, siger han til NyhedsInformation.
Dorthe Laustsen har protesteret imod denne forskelsbehandling før, uden at få noget ud af det. Og heller ikke denne gang syntes 'heldet' at være med hendes forslag.
- Byrådet har desværre været mere interesseret i at varetage alle mulige andres interesser end de svageste ældre, siger Dorthe Laustsen.
Vil ikke stemme for
Dansk Folkeparti - der har som deres erklærede mål at afskaffe dækningsafgiften - lover ikke at stemme for Dorte Laustsens forslag, selvom de er enige i, at afgiften på ældre- og plejeområdet bør fjernes.
- Dækningsafgiften på ældre- og plejeområdet er en dårlig afgift, som vi gerne vil afskaffe, men om vi stemmer for SF's forslag afhænger af, hvor de i stedet vil spare pengene, siger Lars Skov, der er den ene af Dansk Folkepartis to byrådsmedlemmer i Aarhus.
En ældre aarhusianer, som bor i en af kommunens plejeboliger, betaler omkring 9.600 kr. ekstra om året på grund af dækningsafgiften. En beboer i en boligforening betaler kun ca. 1000 kr. ekstra om året.