Pårørende skal passe ældre
Del dine erfaringer med TV 2 | ØSTJYLLAND
Syge og gamle kan se frem til, at det i højere grad skal være deres pårørende, som skal tage sig af dem. I hvert fald hvis det står til Aarhus Kommune.
Søndag opfordrer ældrerådmand Jette Skive (DF) de pårørende til at tage en større del af ansvaret for de nærmestes velbefindende.
- Kom og vær med og tag del i hverdagen. Vi skal nok sørge for, at vi ikke overtræder nogle af jeres grænser for, hvad I synes er rimeligt at gøre. Bare det at I er her, vil være rigtig fint, lyder opfordringen fra Jette Skive.
Vibeke Ørntoft besøger sin far på lokalcentret mindst en gang om ugen, og hun frygter, at opfordringen dækker over besparelser.
- Umiddelbart tænker jeg, at det er besparelser. Sådan har det været hele vejen. Hvis det er det, som det handler om, så synes jeg, at det er frygtelig ærgerligt. Vi betaler jo vores skat. Det har beboerne gjort i mange år og gør det stadig, og vi andre gør det også, siger Vibeke Ørntoft.
Hun fortsætter:
- Min far har ikke glæde af, at jeg render og støvsuger for eksempel, så kan vi ikke snakke sammen. Det er vigtigt, at der er nogen, som har tid til at sætte sig ned og snakke, og at det hele ikke går op i, at man skal gøre en masse ting, siger Vibeke Ørntoft.
Men ifølge Jette Skive handler det ikke om besparelser på ældreområdet.
- Jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm, at det her er ikke en spareøvelse. Det er noget ekstra oveni. Og uanset hvor godt et personale vi har, så bliver det aldrig en kærlig familie. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, og det bedste man kan byde et menneske, det er kærlig omsorg fra sine nærmeste, siger Jette Skive.
Har du erfaringer med, at din kommune vil have dig til at passe og pleje dine pårørende, så skriv til TV 2 | ØSTJYLLAND på redaktion@tv2oj.dk
Du kan se mere om sagen i indslaget over artiklen.