Pariserhjul og sejlskibe kom og gik - The Tall Ships Races er forbi

The Tall Ships Races har på få dage trukket flere mennesker, end der bor i Aarhus. En bragende succes er ovre for denne gang, og havnen skal tilbage til hverdagen.

The Tall Ships Races har budt på sejlads, pariserhjul og meget andet.

I dag forlader de mange skibe, der har deltaget i The Tall Ships Races, Aarhus Havn.

Læs også Se videoen: Kæmpestort mexicansk skoleskib lægger syngende til kaj

- Det har jo været helt, helt magisk på Aarhus Havn de sidste fire dage. Folk kommer herned for at få det sidste med af den her store folkefest, vi har haft på havnen, siger Charlotte Kirk Elkjær.

Hun er projektleder for begivenheden, der har haft 52 deltagende sejlskibe samt over 100 tilskuerbåde forbi.

De imponerende sejlskibe takker af for denne gang.

Selvom forventningerne har været store, så mener hun alligevel, at arrangementet lever op til dem.

- Vi har forventet, at der skulle komme op mod 400.000, og det er vi ret sikre på, at vi nok skal nå op på. Der har været helt fyldt både fredag og lørdag, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Oprydningen efter festen

Men uanset succesen skal skibene nu engang ud af havnen igen, og det hjælper Poul Pedersen, der er lods ved Aarhus Havn, med.

For det kræver tæt kommunikation og samarbejde, hvis de flotte skibe både skal undgå at spærre for hinanden og den resterende havnetrafik.

02:34

VIDEO: Arrangørerne bag The Tall Ships Races forventede, at omkring 400.000 mennesker ville kigge forbi i løbet af weekenden. 

Luk video

- Det er en anden verden, de her sejlskibe. De er vant til, at tingene drejer sig om dem. Og det skal det selvfølgelig også gøre, men vi skal jo også drive en havn ved siden af, så vi er ude i at skulle finde et kompromis for de fleste løsninger, siger Poul Pedersen.

Men stille og roligt bliver havnen dog tømt, og Aarhus Havn er atter helt uden mexicanske sejlskibe med syngende mandskab, kæmpe pariserhjul eller skoleskibe med beskedne badeforhold.

Der skal koordination til for at komme ud af havnen uden skrammer.

- Vi er ovenud tilfredse. Når man kigger rundt og snakker med folk hernede, så har de oplevet en fantastisk folkefest i Aarhus, siger Charlotte Kirk Elkjær.

Og selvom Poul Pedersen ikke har sejlet om kap, synes han også, det har været en spændende weekend.

Læs også Pariserhjulet ruller derudad: Over 12.000 mennesker har kørt med

- Det er en anden opgave end de normale, men det er spændende at lave noget andet også, synes jeg, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.