Pædagog sigtet for overgreb
I går blev en 35-årig mand varetægtsfængslet i 14 dage, sigtet for blufærdighedskrænkelse af mindreårige.
I følge anklageren har den 35-årige pædagog i flere tilfælde befølt tre piger i tiårsalderen i trusserne. Det skriver JP Århus.
Manden er ansat som pædagog i en SFO på Katrinebjerskolen i Århus, men er nu fritaget for sit arbejde.
- Han er stadig ansat. Politiet begyndte at efterforske sagen lige før sommerferien, og her valgte vi at fritage ham fra arbejdet. Siden har han ikke arbejdet i den pågældende SFO, oplyser Børn og unge-chef i Århus Kommune, Ole Kiil Jacobsen til JP Århus.
Kollegaerne blev orienteret om sagen kort efter at efterforskningen begyndte. Forældrene fik efter sommerferien oplyst, at manden var fritaget fra arbejdet af private årsager.
- Da politiet henvendte sig før sommerferien, var man stadig i gang med at undersøge sagen. Vi vurderede, at han skulle have mulighed for at komme tilbage til sit arbejde, hvis politiet frafaldt sigtelserne mod ham. Nu har vi en ny situation, og den vil vi vurdere i morgen, siger Ole Kiil Jacobsen til JP Århus.
Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 224, der handler om "anden kønslig omgang end samleje". Ifølge Ole Kiil Jacobsen er overgrebene ikke sket i SFOén, men på Kildehøjen i Risskov, hvor manden også blev anholdt. Den ene af pigerne er mandens steddatter.