Påvirket bilist forsøgte at snyde politiet
En patruljevogn satte natten til tirsdag efter en bilist, som kørte over for rødt. Bilisten forsøgte efterfølgende at snyde betjentene.
En bilist overhalede en patruljevogn natten til tirsdag klokken 1.42, hvorefter bilisten i det første kryds forsatte over i en højresvingsbane og kørte lige over for rødt.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Patruljevognen satte efter bilisten, som standsede efter hundrede meter.
Læs også
Her overværede betjentene, hvordan manden bag rattet skyndte sig om på bagsædet, samtidig med at en kvinde på passagersædet tog hans plads.
Da betjentene kom hen til bilen, nægtede den 22-årige mand på bagsædet at have kørt bilen. Ligeledes nægtede manden at følge betjentenes gentagne ordrer om at forlade bilen.
Derfor blev han til sidst taget ud af bilen med magt og lagt i håndjern.
Sigtet for flere forhold
Manden blev bagefter sigtet for narkokørsel, da han virkede påvirket af stoffer. Derudover blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da det viste sig, at den 22-årige mand var frakendt sit kørekort.
Læs også
Kvinden på samme alder, som først sad på passagersædet, var bilens ejer.
Hun blev derfor sigtet for at have overdraget sin bil til en person uden kørekort.