På udkig efter mønsterbrydere
Minister skal lære af Ervervsakademiet
I morgen, fredag, kommer Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) på besøg på Erhvervsakademi Aarhus.
Her skal hun opleve, hvordan akademiet bærer sig ad med at uddanne mønsterbrydere.
- Vi har en stor udfordring i at finde ud af, hvordan vi tiltrækker og fastholder talentfulde unge fra hjem, hvor der ikke er en stærk tradition for uddannelse. Der er formelt lige adgang og muligheder for alle unge i Danmark for at tage en videregående uddannelse, men i praksis er vejen for nogen meget længere end for andre. Om man får en videregående uddannelse må ikke afhænge af, hvor i landet man kommer fra, og hvilken social baggrund, man har. Jeg glæder mig meget til at høre mere om erhvervsakademiets undervisningsform og få demonstreret i praksis, hvordan man her arbejder med social mobilitet, siger Sofie Carsten Nielsen i en pressemeddelelse.
Og der er en god grund til, at ministeren netop besøger Erhvervsakademi Aarhus.
Her viser en ny spørgeskemaundersøgelse, at 40 procent af de nyoptagne erhvervsakademistuderende i 2014 er mønsterbrydere.
- Det viser, at vi formår at favne bredt og er indrettet på en måde, så unge fra alle sociale lag i samfundet får lige muligheder for at udfolde deres uddannelsesmæssige potentialer, siger rektor Christian Mathiasen fra Erhvervsakademi Aarhus
Udover at høre om arbejdet med mønsterbrydere, skal Sofie Carsten Nielsen også deltage i undervisningen på finansbacheloruddannelsen og snakke med de studerende.