På godt og ondt
Ti helt almindelige mennesker fortæller historier om naboskab
Aarhus Teater har givet sig selv på en temmelig usædvanlig udfordring. Ti helt almindelige mennesker skal på scenen og fortælle historier om naboskab. Og det er deres egne historier, de fortæller.
- Vi har været på en større opdagelsesrejse sammen, fordi vi jo nærmest har skabt stykket sammen. Vi har jo ikke haft et manuskript, der på forhånd har ligget klar, siger instruktør Anne Zacho Søgaard, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
"Inde ved siden af" er det første stykke som Borgerscenen i Aarhus sætter op, hvor amatører er skuespillere.
- Jeg tror, historierne - på hver sin måde - kan virke tankevækkende, så man kommer til at tænke på hvordan man selv er nabo, siger Annie Egede, der til dagligt arbejder som konfliktvejleder.
Forestillingen har premiere den 25. april.
TV 2 | ØSTJYLLAND har fulgt forberedelserne til den utraditionelle forestilling. Det er der kommet en række programmer ud af, som sendes de kommende tre onsdage - det er kl. 19.50.