Overlæger: Elendige forhold for læger og patienter på Risskov
Lægerne er etisk udfordrede, og patienterne skriger på hjælp, viser ny viden om det psykiatriske hospital i Risskov.
'Er jeg nødt til at slå nogen ihjel for at få en plads her?'
Hvis man er læge på det psykiatriske hospital i Risskov, er det ikke et usædvanligt nødråb at høre fra en patient.
Nødråbet vidner om en psykiatri, der er presset i bund, og det kommer til udtryk i en ny undersøgelse blandt lægerne på det psykiatriske hospital.
Læs også
81 procent af lægerne på hospitalet føler sig således etisk udfordret i deres arbejde.
De etiske udfordringer skal ikke mindst findes i, at lægerne må sende selvmordstruede, sindssyge og forpinte sjæle, som burde forblive indlagt, hjem, fordi lægerne ikke har det tilbud, de har brug for.
De beslutninger, lægerne må tage, får selv erfarne overlæger til at frygte at komme i vagt, lyder det i et referat fra et nyligt møde blandt overlægerne på Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Læs også
Det er desuden hårdt at være i konstant konflikt med afviste og deres pårørende, fremgår det af samme referat.
- Når man har vagt, står man med svært syge patienter, som der er ikke er plads til. Den sidste opgørelse, jeg så fra Region Midtjylland, viser, at der var 98 procent belægning, så der er nærmest fuldt hus hele tiden, siger Peter Møller Andersen, der er speciallæge i psykiatri og tillidsrepræsentant for overlægerne på Risskov.
Fakta om undersøgelsen
- 111 læger har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse.
- 81 % af lægerne i voksenpsykiatrien svarede ja til, at de følte sig etisk udfordret i deres arbejde.
- 35 % af lægerne i børne- og ungdomspsykiatrien følte sig etisk udfordret i deres arbejde.
- 78 % af lægegruppen er tilfredse med muligheden for at tilrettelægge eget arbejde.
- 84 % er tilfredse med deres nuværende arbejdsopgaver.
Kilde: Region Midtjylland
For få senge - for få penge
Tilstanden på hospitalet har haft den konsekvens, at flere læger har forladt hospitalet, fortæller Peter Møller Andersen.
Han oplyser, at Region Midtjylland er udfordret af, at man har 30 ledige speciallægestillinger.
- Der er for få senge i Region Midtjylland. Vi er under alle andre regioner, og hvis vi skal på niveau med landsgennemsnittet, skal vi have 111 senge mere, siger Peter Møller Andersen og fortsætter:
- Vi laver en masse tiltag, men vi har nået smertegrænsen, og jeg tror ikke, der er andre muligheder end at oprette nogle flere senge. Men pengene er der bare ikke. Vi har været udsat for så mange store sparerunder, at den lille sjat penge, man nu vil tilføre psykiatrien, ikke gør den store forskel.
'Lidelse og angst og uro'
En ting er de etiske udfordringer, overlægerne møder, når de har vagt. En anden er konsekvensen af de manglende sengepladser på det psykiatriske hospital i Risskov.
- Der er helt sikkert større risiko for, at der er nogen, der begår selvmord, fordi de ikke kan få hjælp, siger Peter Møller Andersen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Der er mere lidelse og angst og uro, når de psykisk syge ikke har nogen omkring sig til at hjælpe. Hvis man sidder derhjemme og er svært forpint, er der ikke nogen til at hjælpe i vores samfund.
Der er også risiko for, at psykisk syge, der bliver udskrevet, før de er klar til det, kommer til at skade andre mennesker.
- Nogle af dem ender med at blive retspsykiatriske patienter. Hvis man er svært sindssyg, og man ikke kan få hjælp, er der en stor sandsynlighed for, at man kommer galt afsted ude i samfundet, siger Peter Møller Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Direktør må operere inden for rammerne
Per Jørgensen, der er lægefaglig direktør for Psykiatri og Social i Region Midtjylland, mener, at undersøgelsen er 'voldsomt værdifuldt'.
Det bliver straks sværere, når det kommer til, hvad han kan gøre ved situationen.
- Vi kan ikke ændre på de rammer, der er, og jeg kan kun operere inden for de rammer. Der er ikke penge til flere senge. Vi kan ikke klare problemener alene, siger Per Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.
De psykiatriske patienter i Risskov flytter 1. november til et 50.000 kvadratmeter stort nyt psykiatrisk center i Skejby. Flytningen til Skejby vil give et større sengeafsnit, som måske betyder, at man i nødstilfælde kan skubbe en ekstra seng ind, lyder det fra den lægefaglige direktør.
Der er desuden startet en række initiativer, som Per Jørgensen forventer vil lette presset på sengene på det psykiatriske hospital i Risskov. Det gælder blandt andet syv såkaldte 'buffersenge' - et tiltag, som måske kan fortsætte i de nye rammer på Skejby.
Læs også
Faglig udvikling skal tiltrække læger
Når det gælder spørgsmålet om at rekruttere speciallæger til Region Midtjylland, er faglig udvikling en del af svaret, lyder det fra Per Jørgensen.
- Vi tror, at det er attraktivt, at man i en åben og fordomsfri tone kan diskutere, de udfordringer der er, og samtidig gøre plads til, at man i dagligdagen kan få mere faglig udvikling, end der hidtil har været mulighed for. Den faglige udvikling har været underprioriteret i de seneste år, fordi der har været så travlt.
Men hvordan bliver der mere plads til faglig udvikling i en psykiatri, der er helt presset i bund?
- Det er heller ikke let, men det bliver vi nødt til at gøre. Lægerne vil gerne blive bedre, men der er ikke nogen ledig tid i dag, så vi må skubbe til nogle andre ting, siger Per Jørgensen.
Læs også
Tilfredse læger i en hård virkelighed
Han understreger, at undersøgelsen viser, at 84 procent af lægerne er tilfredse med deres nuværende arbejdsopgaver.
- Der er stort flertal af læger, der siger, at de er meget glade for at gå på arbejde. Så er der nogle udfordringer, som vi må arbejde med, siger Per Jørgensen.
Udfordringerne kan virke uoverkommelige, hvis man spørger Peter Møller Andersen, der har sin daglige gang på det psykiatriske hospital i Risskov.
- Det gør ondt se, at patienterne får det dårligere og dårligere. I de 24 år, jeg har været i dansk psykiatri, synes jeg godt nok, at tilstandene er blevet svært forværret.