Overfaldet af tissende mand
Politiet anholdt 41-årig mand for vold mod tilfældig forbipasserende
26. jul 2015, kl. 11:51
Mere end 30 dage gammel
Man skal passe på med, hvem man henvender sig til.
Det fandt en 21-årig mand ud af søndag nat, da han kom gående gennem Fiskergyde i Aarhus Midtby.
Ifølge Østjyllands Politi opdagede den unge mand, at en 41-årig mand stod og tissede op ad en dør ind til en opgang.
Den 21-årige mand påpegede over for den 41-årige, at man ikke må tisse på gaden, og det fik den tissende mand til at fare op.
Han var ikke tilfreds med at blive irettesat og slog den unge mand i ansigtet med et kraftigt knytnæveslag.
Den 41-årige mand blev kort derefter anholdt:
- Vi fandt ham lige i nærheden, fortæller vagtchef Klaus Møller til tv2oj.dk.
Manden kan nu formentlig se frem til en sigtelse for vold.