Østjysk topkok forlader hotel
Tager afsked med Ruths Hotel i Skagen
Den prisvindende gourmetkok, Thorsten Schmidt, kan nu være på vej tilbage til Østjylland igen.
For et år siden blev han ansat som chefkok på Ruths Hotel med en mission om at tilføre et nynordisk indslæt i det nordjyske køkken.
Den tid er nu allerede forbi. Thorsten Schmidt er i dag ikke længere ansat på Ruths Hotel. Det skriver Børsen Pleasure.
Ifølge avisen sker afskeden, fordi hotellet nu vil satse på mere klassisk, fransk mad.
- Personligt ønsker jeg ikke at vie de næste år til en rejse i det klassiske køkken, siger Thorsten Schmidt til BT Pleasure.
Thorsten Schmidt er kendt som en af frontløberne inden for det nordiske køkken. Han er stifter af de to aarhusianske restauranter Malling & Schmidt og Nordisk Spisehus.
Inden han valgte at takke ja til jobbet på Ruths Hotel pr. 1. januar 2014 var han tilknyttet Kähler Villa Dining og Gastro Supreme i Aarhus som direktør.
Du kan se eller gense et portræt af Thorsten Scmidt og hans madlavning i programmet 'Smagen af Østjylland', der blev sendt den 21. oktober 2013, øverst i artiklen.