Østjyder: Vi glæder os til sommeren!
Der var helt ned til 16,3 graders frost i nat. Vi mødte de frysende buspassagerer i Aarhus
Østjyderne vågnede torsdag morgen op til bidende polarkulde. Med temperaturer på ned til 16,3 frostgrader mindede vintervejret mest af alt om det, beboerne på Svalbard og i Sibirien normalt må finde sig i.
De fleste tog dog kulden med stiv arm, da TV 2 | ØSTJYLLAND torsdag morgen mødte en stribe buspassagerer på Park Allé i Aarhus Midtby.
- Det er koldt, men vi klarer det. Sådan er det. Det er vinter og januar, så det er koldt. Men det klarer vi nok. Jeg glæder mig selvfølgelig til, at det bliver sommer, siger Anne Taanquist Hansen, mens hun var på vej til studiet på Aarhus Akademi.
Koldeste nat i tre år: Minus 16,3 grader ved Silkeborg
Også Lotte Levisen havde taget opstilling på Park Allé. Hun forsikrede dog, at hun havde rigeligt med tøj på:
- Det er hundekoldt. Der var 12 graders frost, da jeg tog hjemmefra. Almindeligvis tager jeg slet ikke med bus, jeg kører i bil. Så det er en barsk omgang. Jeg har to lag tøj på for en sikkerheds skyld, siger hun.
I videoen øverst i artiklen kan du tage med på en tur ud blandt de ventende - og måske frysende - buspassagerer i Aarhus Midtby.