Oplev tre fænomener på samme tid
Det bliver et sjældent syn, når du natten til mandag kan opleve både fuld måneformørkelse og super-blodmåne
Ikke siden 1982 og ikke før 2033 kan du opleve måneformørkelse og supermåne - på samme tid. Men det kan du natten til mandag, når fuldmånen både har bevæget sig ind i jordens skygge og samtidig er tættest på jorden.
Når månen er fuldstændig dækket af jordens skygge, vil den tilmed blive helt rød, hvilket kaldes blodmåne. Der er altså rig mulighed for at opleve astronomiske fænomener, hvis du vender snuden mod skyerne.
Over Østjylland vil der være bedst mulighed for at se den røde fuldmåne mellem kl. 04:11 og kl. 04:47 natten mellem den 27. og 28. september.
Hvis ikke du har mod på at sætte vækkeuret, så kan du i stedet tage på Steno Museet i Aarhus den 28. september kl. 20:00 eller 21:00 når Maria Rytter, der er planetarieformidler, vil fortælle om de imponerende himmelfænomener.