Omstridt sharia-råd bliver opløst
Søndag eftermiddag mødtes foreningslivet i Gellerup
På et hasteindkaldt møde i Gellerup søndag eftermiddag erkender foreningslivet i området, at der har været et sharia-råd, der har taget sig af familiære stridigheder.
På mødet blev det besluttet at opløse sharia-rådet.
Det var Rabih Azad-Ahmad (R), der er rådmand for kultur og borgerservice i Aarhus Kommune, der havde indkaldt til hastemødet denne søndag.
I TV 2s dokumentarserie, Moskeerne bag sløret, har der den seneste uge været sat fokus på moskeerne i det vestlige i Aarhus, og søndag aften afslører dokumentarserien, hvordan et sharia-råd opererer i området.
Rådmand indkalder til hastemøde efter dokumentar
Parallelsamfundet skal ikke støttes
- Der er enighed blandt deltagerne om, at man på ingen måde skal arbejde på, at der kan opstå parallelsamfund her i Aarhus Vest, og det sharia-råd, som dokumentaren har taget fat i, har opløst sig selv i dag, og man vil fremover arbejde for, at der bliver fokus på, at det er dansk lovgivning og danske værdier og normer, der skal være det, man tager afsæt i, siger Rabih Azad-Ahmad.
Med til det hasteindkaldte mødt var udover rådmanden adskillige foreninger med både muslimske og danske, repræsentanter fra Gellerupparkens bestyrelse samt blandt andre repræsentanter fra Fredens Moské og Grimhøjmoskeen.
I videoen øverst på siden kan du høre Rabih Azad-Ahmad fortæller mere om opløsningen af sharia-rådet og søndagens hastemøde i Gellerup.