Olieudslip i å - løber lige ud i stor sø
Der er løbet olie ud i en å i Viby, og myndighederne ved ikke, hvor det stammer fra.
Døde Å i Aarhus-forstaden Viby er ramt af en forurening.
Det kunne Østjyllands Brandvæsen ved selvsyn konstatere, efter flere borgere havde meldt ind, at der lå en glimtende masse i overfladen.
TV2 ØSTJYLLAND har mandag været i kontakt med Østjyllands Brandvæsen, der bekræfter, at tjenesten har lagt en flydespærre ud i Døde Å.
Den vil kunne inddæmme den værste forurening og stoppe olien fra at løbe videre ud i Brabrand Sø og derfra videre i Aarhus Å, der snor sig gennem midtbyen fra vest.
Aarhus Kommune har forsøgt at opspore kilden til forureningen, fortæller miljøvagt Thor Joensen.
Indtil videre går sporet dog dødt tæt ved Viby Renseanlæg, hvor der er fundet tykkere lag olie end længere nede ad åen.
- Det tyder dog ikke på, at det kommer fra renseanlægget. Vores bedste bud er, at det kommer fra regnvandskloakkerne, der munder ud der, og at nogen har hældt noget ned, hvor det ikke skulle hen, siger Thor Joensen.
Læs også
Han kan ikke sige noget om, hvor store mængder olie der er tale om, men påpeger, at olie meget let kan sprede sig i et tyndt lag ud over vandet.
- Når man kan se de karakteristiske regnbuefarver, så er det et ganske tyndt lag, langt under en millimeters tykkelse. Så det kan hurtigt komme til at se voldsomt ud, siger miljøvagt Thor Joensen.
De flydespærrer, der nu ligger i åen, kan selv opsamle en del af den olie, der er i vandet, og resten kan manuelt suges op senere.
Læs også
Men det kan komme til at tage et stykke tid, før man ikke ikke længere kan konstatere oliefilm på vandet. Og det, der allerede måtte være løbet ud i Brabrand Sø, kommer kommunen ikke til at gøre noget ved.
- Når det først er kommet ud i søen, breder det sig over et så stort område, at det ikke er til at bekæmpe. Så vi gør, hvad vi kan for at opsamle det i åen, inden det kommer derud, siger Thor Joensen.
Miljøvagten appellerer kraftigt til borgere om, at man altid skiller sig af med olie og andre kemikalier på forsvarlige måder frem for at hælde i det i kloakken i vejkanten.
- Der skal ikke maling, sæbe og så videre i, for det ryger direkte ud i åer og søer, siger han.