Økologer ser stort på nej tak til reklamer
Økologisk Landsforening i Århus sendte 32 sider lang reklametryksag ud til husstande, der har et 'nej tak'-skilt på postkassen.
Økologiske landmænd og frugtavlere blæser højt og flot på, at 600.000 danskere har klistret et "nej tak til reklame" skilt på deres dør eller postkasse, skriver Kristeligt Dagblad.
I sidste weekend sendte Økologisk Landsforening med hovedsæde i Århus en 32 sider lang reklametryksag ud til samtlige danske husstande.
Reklameavisen indeholder en række artikler, der fortæller om økologi, samt stribevis af reklamer for supermarkeder og andre butikker, der fører økologiske varer.
Og reklameavisen kom også i postkassen hos alle de forbrugere, der ellers har frabedt sig reklamer. Hæftet lå nemlig inde i et omslag, hvor Post Danmark oplyser, at selvom forbrugeren har tilmeldt sig ordningen 'nej tak til reklamer', så risikerer de alligevel at modtage 'dette omslag med reklamer og reklamelignende forsendelser', for det er "altid afsenderen, der vælger, om han vil respektere et nej tak".
I Økologisk Landsforening forklarer man husstandsomdelingen med, at de danskere, der har sagt nej til reklamer, typisk også er interesserede i økologi og derfor ville være blevet kede af
ikke at modtage reklameavisen.
- Jeg er da meget enig i, at reklamer ind ad døren i en lind strøm, det ønsker man ikke. Det har jeg fuld forståelse for. Men jeg har fået mange reaktioner fra folk, som siger "Hold da op, det var godt, jeg fik det her, og at det ikke faldt igennem på grund af reklamer, siger landsforeningens formand, Evald Vestergaard, og fortsætter:
- Så jeg synes ikke, vi har 'overrulet' nogen med noget intetsigende.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND i mandagens udsendelse klokken 19.30.