Østjysk bank får rap over nallerne

Lunar Bank får påbud for ikke at være grundig nok i kreditvurderingen af sine kunder, mener Finanstilsynet.

Lunar Bank skal have bedre styr på sin kreditvurdering, hedder det i et påbud, som Finanstilsynet har givet til banken, der drives via en app.

Et kontrolbesøg i august måned har afdækket, at Lunar Bank, der har hovedsæde i Aarhus, ikke har været tilstrækkeligt grundig, når den har behandlet låneansøgninger fra sine kunder.

Derfor må Lunar Bank ikke længere udstede nye lån, hvis påbuddet ikke bliver efterlevet.

Helt konkret drejer det sig om, at Lunar Bank skal kræve bedre dokumentation for de udgifter, som kunderne anfører i deres låneansøgninger.

65 kvadratmeter for 500 kroner

Finanstilsynet har blandt andet konstateret, at en kunde har angivet sin nuværende husleje for en 65 kvadratmeter stor lejlighed til 500 kroner, uden at Lunar Bank har krævet dokumentation for det.

Samtidig indskærpes det, at de budgetter, som banken har udarbejdet for deres kunder, er dækkende.

Der er set eksempler på, at sådanne budgetter i forbindelse med et billån ikke indeholdt udgifter til bil.

Lunar Bank har i forbindelse med en høring om påbuddet forklaret, at man allerede har forbedret en række processer.

Det skal banken nu dokumentere over for Finanstilsynet senest 8. december.