Østjyderne skal gå forrest i nyt klimaforsøg

Dagligvarekæden Coop lancerede tirsdag klimamærket, der skal gøre opmærksom på klimavenlige fødevarer, og som den første butik i landet blev det i dag introduceret i en Kvickly-butik i Østjylland.

Fremover vil du kunne støde på et blåt mærke med jordkloden på, hvis du vælger at handle i Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus.

Det er et såkaldt klimamærke, for Kvickly vil nemlig gå klimavejen.

- Vi vil gerne eksperimentere med, hvordan vi kan hjælpe vores kunder til at handle mere klimavenligt, siger Per Thau, der er koncerndirektør i Coop.

Tirsdag lancerede butikken det store fokus på klimaet, og det har da også fundet vej helt ind i butikkens navn, der nu er Klima Kvickly.

Du vil fremover kunne se det her mærke i Klima Kvickly i Bruuns Galleri.
Du vil fremover kunne se det her mærke i Klima Kvickly i Bruuns Galleri. Foto: TV2 ØSTJYLLAND


Kan være en god løsning

Dagens åbning af Klima Kvickly var startskuddet på første fase, der indeholder klimamærkningen af fødevarer. En ordning, som Michael Minter, der er programchef for tænketanken CONCITOs program om Fremtidens fødevarer, mener er en god idé.

- Det kan være en af de knapper, der skal trykkes på, for at rykke forbruget i en klimavenlig og bæredygtig retning, siger han.

Ifølge ham vil det være en påmindelse til kunderne om, at de kan tage et godt klimavalg, hvis de er opmærksomme på mærkerne. Men han mener dog, at der skal mere til, hvis alle skal spise mere klimavenligt.

- Klimamærkerne vil ikke alene kunne få os til at spise klimavenligt. Der skal mange andre tiltag til også.

Michael Minter mener, at det er en god idé, og analyser viser, at mærkning kan rykke noget ved forbrugernes valg, fortæller han.
Michael Minter mener, at det er en god idé, og analyser viser, at mærkning kan rykke noget ved forbrugernes valg, fortæller han. Foto: TV2 ØSTJYLLAND

Håber på at være foregangsbutik 

Klimamærkerne vil fremover sidde på de fødevarer, der er et bedre klimavalg, ligesom der også vil være tænkt over klimakostrådene. Det fortæller Signe Frese, der er CSR-direktør i Coop og uddyber, at butikken ikke vil klimamærke slik og alkohol.

Kan I være helt sikre på, at det rent faktisk er et bedre valg end det, der ikke er klimamærket?

- Vi har gjort det efter bedste evne. Det her er en test, for der findes ikke en national klimamærkningsordning i Danmark eller verden, siger CSR-direktøren.

Men med denne klimamærketest håber butikken dog at kunne hjælpe de nationale myndigheder i bestræbelsen på at lave et klimamærke, der gælder i hele landet.

- Vi tror på, at det kommer til at gøre en forskel, siger Per Thau, koncerndirektør i Coop.

Fødevareministeriet oplyser, at et bud på det fremtidige klimamærke skal komme inden udgangen af 2022.

Her kan du se, hvor stor påvirkning de forskellige fødevarer har på klimaet.