Øltørst kræver tålmodighed med timelange køer på Grøn
Der er pres på ølboderne på Grøn Koncert lige nu.
Der er ikke noget som en regnfuld lørdag, der kan vække øltørsten.
Tilsyneladende i hvert fald.
Der er lige nu halvanden times kø til fadøl på Grøn, så koncertgæsterne må væbne sig med en vis portion tålmodighed.
Til tonerne af Tessa kan man altså stille sig i kø igen, lige når man har fået sin øl.
Måske er det de to års coronapause, som har gjort publikum tørstig, men køen bevæger sig meget langsomt fortæller kilder til TV2 ØSTJYLLAND.
Man kan stå i kø, lige så længe som to koncerter varer på pladsen på Marienlyst vest for Aarhus, og folk begynder at skubbe i køen, lyder det.
Og hvad der kommer ind, skal som bekendt også ud igen. Derfor er kø-situationen omtrent den samme til toiletterne, der er placeret i pladsens hjørner.
Grøn er tilbage efter coronapause, og der er musik på programmet, indtil pladsen lukker klokken 21.30.