Nyt tyveri af kostbare cykler
Indbrudstyve forsvandt med racercykler i Mårslet
Bølgen af tyverier af kostare racercykler fortsætter tilsyneladende med uformindsket styrke i Østjylland.
Østjyllands Politi har modtaget en anmeldelse om, at en eller flere ukendte gerningsmænd har stjålet cykler fra en privat bolig i Mårslet syd for Aarhus.
Under tyveriet på Langballevej lykkedes det ifølge politiet for tyvene at forsvinde med flere cykler af mærkerne Scott, Principia og Nishiki.
Derudover stjal de flere løse hjul og forskelligt andet cykeludstyr.
Se: Gemte stjålne cykler i jordhule
Tyveriet blev anmeldt til politiet i går, torsdag. Gerningsmændene kom ind i boligen ved at bryde et vindue op.
I de seneste uger er der stjålet kostbare cykler flere andre steder i Østjylland. To rumænske mænd blev tidligere på måneden fængslet, efter at de gemte stjålne cykler i en jordhule ved Hinnerup.
De to mænd har blandt andet tilstået, at de har stjålet flere cykler i Skanderborg-området.