Nyt stort kollegium på vej i Aarhus

I 2018 skal Åbykollegiet med plads til 202 boliger stå klar

Illustration Foto: Presse

Illustration Foto: Presse

Her kommer det nye kollegium til at ligge. Foto: Google Maps

1 af 3

Opførelsen af det såkaldte Åbykollegiums 202 boliger er netop gået i gang. Der bliver i alt 177 1-værelseslejligheder på ca. 25 kvm. De bliver med eget bad og toilet, og kommer til at koste 3200 kr. i husleje. De resterende 25 lejligheder bliver 2-værelses på 50 kvm. til 5000 kr. om måneden. 

Kollegiet kommer til at markere indgangen fra vest til en ny bydel i Aarhus som vil strække sig fra Åby Skole til Godsbanearealerne. Området forvandles i de kommende år fra erhvervsområde til en bydel med både almene boliger og ungdomsboliger.

- Aarhus er en attraktiv studieby, og det stiller store krav til os. Med de nye ungdomsboliger får flere studerende mulighed for at bo i en god studiebolig i et bynært og attraktivt kvarter. Samtidig betyder byggeriet af de 202 ungdomsboliger, at bydelen får en god og varieret beboersammensætning, siger rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S).

Læs også Forældre ind i desperat boligjagt: Peter er sådan en god dreng

Det er Kollegiekontoret, der opfører boligerne, og som på sigt skal stå for administrationen af dem.  

- Vi får med Åbykollegiet nye attraktive boliger, som imødekommer de studerendes efterspørgsel på alle måder. Lejligheder i høj kvalitet med gode faciliteter og en beliggenhed tæt på byen og flere uddannelsesinstitutioner er topprioritet. Samtidig bliver det en smuk bebyggelse i gedigne materialer, som udstråler høj kvalitet, forklarer formanden for Kollegiekontoret, Rene Skau Bjørnsson.

Åbykollegium forventes at stå færdigt i juni 2018.

Åbykollegiet

Bebyggelsen er 6 etager, dog en sydlig fløj i 5 etager med fælles tagterrasse. Bygningerne beklædes med mørke teglsten med en lysere sten mellem vinduerne. Mod Søren Frichs Vej vil bygningen dog fremstå lettere med store glaspartier og metalfacader.

Kollegiet består af 202 lejligheder med eget køkken og bad. 25 af lejlighederne er 2-rums med egen altan, mens 177 lejligheder er 1-rums. Lejlighederne i stueetagen har egen terrasse, ekstra højde og hems. På hver etage er der fællesaltaner.

I stueplan er der desuden et fælles opholdsrum med køkken, et fitnesslokale og fælles vaskeri – alle med udgang til gårdhavens sydvendte terrasse og opholdsareal. I kælderplan er der parkering til cykler og biler, værksted, depoter og teknikrum.

Kilde: Aarhus Kommune