Nyt hus for seksuelle minoriteter skal skabe tryghed i miljøet
Homoseksuelle, transkønnede og andre seksuelle minoriteter har fået et sted, hvor de i trygge rammer kan dele de udfordringer, der desværre stadig følger dem i 2019.
Lørdag var en glædens dag for mangfoldigheden i Aarhus. Her åbnede nemlig Danmarks første LGBT+hus midt i Aarhus.
Læs også
- Vi savnede et sted, hvor vi kunne komme i et safe space, hvor der ikke er nogen, der ser skævt til en, uanset om man ser anderledes ud og har en anderledes seksualitet, siger Maria Nygaard, der er næstforperson for LGBT+ i Aarhus.
Huset skal være et samlingssted for alle – uanset seksuel orientering. Her er der ingen, der råber efter hinanden, og hvis man føler sig meget alene, kan man finde nogen at tale med.
- Jeg ved, jeg kommer til at hænge ud her med nogle af mine venner. Der er også mulighed for at møde nye mennesker her. Om man så bare selv sidder og læser og tegner og lige pludselig falder i snak med nogen, så har man måske gjort nogens dag bedre, siger Marcus Holst, der bor i Aarhus.
Men det er ikke kun netværket, der kan blive styrket af at bruge tid i det nye hus.
Der er nemlig også hjælp at hente i huset, hvis man som en del af en seksuel minoritet føler, at man mangler det. Tre lokaler er nemlig sat af til rådgivning, og det er måske tiltrængt.
Mange ensomme
En nylig rapport fra Aarhus Kommune viser nemlig, at mere end to ud af tre føler sig ensomme, mens 44 procent har været udsat for diskrimination eller hadkriminalitet.
- Man skulle ikke tro det her i dagens Danmark, men det er faktisk stadigvæk rigtig svært at være LGBT+person, siger Simon Bro Petersen, der er rådgiver i det nye hus.
Og det samme oplever Marcus Holst.
- Jeg oplever tit, at folk kan finde på at råbe efter mig på gaden eller stoppe deres biler for at kigge eller råbe efter mig, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Og det skal til at være slut. Derfor har Aarhus Kommune givet en underskudsgaranti på leje af lokalerne, der løber fra 1. august og året ud, så de personer, der desværre stadig er udsatte, kan være sikre på at have et sted at være.
- Vi kan jo i fællesskab gøre noget, og det at have fået en fysisk ramme, som et hus her er, det kan være med til både at starte nogle diskussioner, men forhåbentligt også åbne folks øjne for, at det er vigtigt, at vi til stadighed udvikler vores tolerance og mangfoldighed i Aarhus, siger Jacob Bundsgaard (S), der er borgmester i Aarhus Kommune.
LGBT+huset er endnu et stort skridt på vejen mod forståelse for hinanden – både i Aarhus og i resten af Danmark.
Læs også
- Det er med viden om, at der ligger et stort arbejde foran os, og det er vi villige til at tage på os, siger Maria Nygaard til TV2 ØSTJYLLAND.