Nyt hotel på vej: Fem etager, restaurant og tagterrasse
Efter knap to års diskussion er et nyt hotel på fem etager med restaurant og tagterrasse nu på vej til Nørre Allé i Aarhus. Det bliver dog uden parkeringspladser, hvilket ærgrer modstanderne.
Fem etager, tagterrasse, 16 værelser og restaurant i stueetagen.
Sådan lyder beskrivelsen af det nye hotel, som er på vej til Nørre Allé i Aarhus.
Efter knap to års diskussion blev det nemlig onsdag aften vedtaget af et flertal i byrådssalen i Aarhus, at projektet kan blive en realitet.
- Jeg synes, det er en god løsning, hvor arkitekturen er i harmoni med omgivelserne, som både er boliger og butikker, og så er det jo altid godt, når der kommer et nyt tilbud til byen, lyder det fra Argo Winther (S) til TV2 ØSTJYLLAND. Han er medlem af Aarhus byråd og stemte onsdag aften for projektet.
Der mangler parkeringspladser
Planen er et hotel med en højde på knap 19 meter med saddeltag og røde mursten, som i alt får et areal på 921 kvadratmeter med en tilhørende tagterrasse på 134 kvadratmeter.
Placeringen er Nørregade 72-74, hvor der lige nu er to små huse i halvanden etager, der begge er bevaringsværdige, men som skal fjernes for at gøre plads til det kommende byggeri.
Det er dog hverken højden eller nedrivningen, som er hovedårsagen til at både Enhedslisten og Dansk Folkeparti stemte imod forslaget onsdag.
- Jeg synes, det er et pænt byggeri, men det er et problem, at man laver et hotel med 16 værelser og restaurant uden en eneste parkeringsplads. Det kommer til at belaste området, da gæsterne jo kommer til at tage beboerne i områdets parkeringspladser - både dem som overnatter, men også dem som bruger restauranten, hvis den bliver en succes, lyder det fra Knud N. Mathiesen (DF), medlem af Aarhus byråd, til TV2 ØSTJYLLAND.
Godt for byen med et nyt hotel
Rådmanden for Miljø og Teknik, Bünyamin Simsek (V), forstår godt Knud N. Mathiesens bekymring, men mener alligevel, at det er den rigtige beslutning, at man nu har givet tilladelse til byggeriet, da man kun kan lave parkeringspladser, hvor det er realistisk.
- Hvis det havde været en større grund, så havde vi krævet en parkeringskælder i indstillingen, da vi altid gør det, hvor det er realistisk, men det er ikke muligt her, da grunden simpelthen er for lille til blandt andet nedkørselsramper, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Projektet flugter desuden med kommunens ønske om at fordoble antallet af overnattende hotelgæster frem mod 2025, og derfor byder rådmanden også tiltaget varmt velkommen.
- Bygherrens ide er et lidt nichepræget hotel, som blandt andet kan bruges til udstationerede i byen, og jeg synes jo, at det er godt, at vi har en by der hele tiden udvikler sig og som kan skabe nogle løsninger for forskellige behov, siger han.
Hvornår man går i gang med byggeriet er endnu ikke fastlagt, da der først skal afleveres en byggeansøgning.