Nye tiltag skal styrke botilbud for handicappede: Men det er ikke godt nok

Efter alvorlig kritik af aarhusianske botilbud for borgere med handicap lægges der nu op til en række tiltag, der skal styrke området.

06:10

VIDEO: Rådmandens tiltag, der skal styrke de aarhusianske botilbud, er bestemt ikke gode nok, lyder kritikken fra flere organisationer. Indslaget er fra d. 11 august 2020.

Efter alvorlig kritik af en række botilbud for borgere med handicap i Aarhus Kommune præsenterer rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, Kristian Würtz, nu en række tiltag, der skal styrke området.

Flere organisationer mener dog langt fra, at det er nok til at rette op på problemerne.

Læs også Familie står frem med kritik af bosted: Hjerteskærende video viser ulykkelig søster

- Det er jo bare et plaster på et åbent benbrud, siger kredsformand for Socialpædagogerne i Østjylland, Gert Landergren Due, til TV2 ØSTJYLLAND.

Kommunen lægger blandt andet op til en ny tilsynsstruktur, som skal gøre det lettere at kvalitetssikre de enkelte bosteder. Derudover skal der sikres et bedre samarbejde med de pårørende.

Brug for flere penge   

Organisationen for udviklingshæmmede, LEV, mener, at forholdene har været mere end uacceptable længe nu, og situationen er ikke holdbar. Hun påpeger, at man har skullet spare 25 procent hvert år. 

- Og der var ikke guld på vandhanerne før - når man så skærer en fjerdedel væk, så er det klart, at hele området er ved at gå nedenom og hjem, siger formanden for Landsforeningen LEV i Aarhus, Anne Kjeld Pedersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

I årevis har medarbejderne råbt op om de dårlige forhold, og formanden for LEV mener, at fokus i tiltagene ligger forkert.

Det her kræver, at politikerne i budgetforhandlingerne sætter rigtige penge af, som kommer ud på bostederne.

Anne Kjeld Pedersen, formand, Landsforeningen LEV, Aarhus

- Jeg synes, at tiltagene går meget på det bureaukratiske og det administrative, og ikke så meget på borgerne, siger formand for Landsforeningen LEV.

Og så længe der ikke følger seriøse penge med de præsenterede tiltag, så kan det ikke bruges, lyder kritikken.

Læs også Socialtilsyn vil fjerne godkendelse fra bosteder efter alvorlig kritik

Borgercenter Nord lukningstruet

Socialtilsyn Midt har varslet Aarhus Kommune, at de på baggrund af tilsynsbesøg i maj 2020, påtænker at inddrage Borgercenter Nords godkendelse som socialt tilbud.

Læs også Kritik af botilbud: Unge får blå mærker frem for positiv udvikling

- Det, vi kan se i den seneste kritik fra tilsynet, er, at problemer, som vi tidligere har evnet at løse godt på ét botilbud, dukker op på et andet. Derfor tror jeg, der er brug for en bedre måde, vi fra kommunal side styrer vores kvalitetsarbejde på, og så er der brug for, at vi bliver bedre til at bruge det kritiske blik fra socialtilsynet på vores arbejde, siger rådmand Kristian Würtz.

05:51

VIDEO: Socialtilsyn Midt har vurderet, at Borgercenter Nord ikke lever op til den forventede kvalitet, og at socialtilsynet overvejer at fjerne stedets godkendelse. De utilstrækkelige forhold har ifølge Jasmin Damgaard haft en enorm, negativ indvirkning på hendes søster. Indslaget er fra d. 6. juli 2020. 

Luk video

Men de tiltag, der præsenteres, er bare ikke gode nok ifølge flere organisationer.

- Jeg bliver nødt til at sige, at hvis vi kigger ud på bostederne, så sidder der mennesker, som tilsynet har sagt trives i meget lav grad. Og det er der, vi skal sætte ind allerførst, siger formanden for LEV.

Ikke personalets skyld

Et af problemerne på de aarhusianske botilbud er, at der har været stor udskiftning i personalet. Men det er ikke personalet, der bliver kritiseret – det er derimod de forhold, de arbejder under.

Ifølge kredsformanden for socialpædagogerne betyder det nu, at borgerne ikke får det, de skal have. Og det betyder også, at medarbejderne søger andre steder hen.

Aarhus Kommune er nødt til at beslutte sig for, hvor mange penge de vil bruge på den enkelte handicappede.

Gert Landergren Due, kredsformand for Socialpædagogerne, Østjylland

- Det her kræver, at politikerne i budgetforhandlingerne sætter rigtige penge af, som kommer ud på bostederne, så vi kan få flere uddannede medarbejdere og bedre pårørendesamarbejde, siger formanden for LEV.

Rådmanden er enig i, at der skal flere ressourcer til.

- Jeg er sådan set enig i, at vi gerne vil have flere penge til botilbuddene på handicapområdet. Det er også det, som jeg og Socialdemokratiet foreslår op mod budgetforhandlingerne. Men jeg tror også, der er brug for de tiltag, jeg peger på i min handlingsplan, siger rådmanden for sociale forhold og beskæftigelse, siger Kristian Würtz.

Læs også Se tallene: Så mange er smittet i din kommune

Og organisationerne kræver handling nu. 

- Aarhus Kommune er nødt til at beslutte sig for, hvor mange penge de vil bruge på den enkelte handicappede. Og så komme i gang, siger kredsformanden for socialpædagogerne.