Nye byggegrunde vækker bekymring: Der skal flere institutionspladser til, mener borger
En ny plan i Aarhus skal give 3.600 nye grunde til boliger. Planen vækker dog undring hos en nuværende beboer, da dagtilbuddene, ifølge hende, i forvejen ikke kan følge med boligefterspørgslen.
- Vi købte hus i Solbjerg i 2019. Vi er placeret ved alle institutioner, så det var en drøm, der braste, at vi fik tilbudt institutioner flere byer væk.
Det fortæller Rikke Kjær Hoffmann, der bor sammen med sin mand og to børn i Solbjerg i Aarhus kommune.
Parret har boet i Solbjerg siden 2019, men de kunne ikke få en daginstitutionsplads til deres datter i Solbjerg før tre måneder efter, at behovet for vuggestue opstod.
Og netop Solbjerg er et af de områder, der i fremtiden skal udvides med flere byggegrunde ifølge et forslag fra rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V).
Ifølge forslaget er det planen at udstykke 3600 nye boliggrunde i 13 områder i Aarhus Kommune frem mod 2033.
En af årsagerne, til at der skal udstykkes nye grunde, er, at der siden 2017 ikke har været udlagt nye områder til parcelhuse. Det er et udbud, der ikke har fulgt med efterspørgslen ifølge rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V).
- Vores byudvikling hopper på et ben, hvor vi lige nu mest fortætter inden for ringgaden. Jeg mener, det skal kunne gå på to ben, hvor vi også udvider i vores opland, siger Bünyamin Simsek til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Planen undrer dog Rikke Kjær Hoffmann, da hun havde svært ved at få en plads i daginstitutionerne i området i forvejen. Faktisk har det, ifølge hende, været et større problem i mange år.
- Jeg synes, det er fint, at vores by udvikler sig. Jeg synes bare, at man er nødt til at se på det som en helhedsplan. Lige nu er de manglende daginstitutioner ikke i forældrenes tarv og børnenes tarv, siger Rikke Kjær Hoffmann.
Ny initiativgruppe
Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), synes, at planen om udstykninger er fornuftig. Han fortæller, at planen er at udvikle institutionerne i lokalsamfundet, efterhånden som der kommer flere borgere.
- Planen er at udvide ophavsområderne med flere børnehaver, flere skole og flere veje, siger Thomas Medom til TV2 ØSTJYLLAND.
Daginstitutioner bliver i dag bygget ud fra et prognosesystem. Når det er registreret, at der kommer flere børn til området, bliver der taget bestik af situationen automatisk. Når der er nok børn, bliver der bygget flere daginstitutioner.
Så længe vil Rikke Kjær Hoffmann ikke vente. Hun har nu startet en initiativgruppe i Solbjerg, der skal tage sig af de, efter hendes mening, manglende institutionspladser.
Hun fortæller, at en anden initiativgruppe i 2009 fik igangsat byggeriet af den integrerede institution Hasselhuset. Hun håber på at kunne opnå nogle af de samme ting med den nye gruppe, så Solbjergs beboere ikke skal sende deres børn til andre byer for at blive passet.
- Jeg ville have været rigtig ked af at sende mit barn i en institution, for efterfølgende at trække hende ud tre måneder efter. Når man køber hus, så er det også med drømmen om at familielivet fungerer, siger Rikke Kjær Hoffmann.
Børn og Unge-rådmanden mener, at Aarhus kommune allerede er god til at håndtere pladsgarantien, men at der altid er rum til forbedringer.
- At få passet sit barn lokalt er en kæmpe stor værdi. Her skal vi være dygtige, og vi skal også være endnu bedre, siger Thomas Medom.
Justering af distrikter
Rikke Kjær Hofmann synes dog, at pladsgarantiordningen bør revideres. De lange køreture og den lange ventetid på en daginstitution i lokalområdet forringer livskvaliteten for børnefamilierne, mener hun:
- Jeg synes, at man kunne kigge noget anderledes på pladsgarantiordningen. Det kunne være, at distrikterne skulle revurderes. Lige nu er distrikterne meget ufleksible og aflange, men man kunne basere ordningen på radius i stedet.
Rådmanden mener, at pasningsgarantidistrikterne fungerer i de fleste tilfælde, men at man godt kunne se på en justering.
Læs også
- Langt langt de fleste kan få en plads i distriktet, og jeg synes, at der er en god balance i vores nuværende pasningsgaranti. Jeg har tidligere rejst, at især i vores mindre oplandsbyer og bysamfund uden for ringvejen er der et behov for at gøre pasningsdistrikterne mindre, fordi der her er længere til næste skole. Inde i Aarhus er det i forvejen typisk meget spredt hvilken skole, skolebørnene fra daginstitutionen vælger.
- Det kan sagtens være, at der skal være et serviceeftersyn af pasningsgarantidistrikterne, og muligvis bygges et ekstra distrikt på. Det kan jeg ikke afvise, siger Thomas Medom.
Solbjerg har i 2020 4.466 indbyggere. Det ventes, at indbyggertallet om få år er vokset til 6.000 på grund af de mange byggegrunde, der løbende sættes til salg.