Nye Borgerlige om sognenedlukninger: - Det er tragikomisk
For nyligt blev Astrup Sogn ramt af regeringens nedlukningsrestriktioner. Kommune og politikere kan ikke se meningen.
Astrup syd for Aarhus er et af fem sogne, der i øjeblikket er 'nedlukket', fordi det overskrider regeringens grænser for automatisk coronanedlukning.
Ifølge Aarhus Kommune er det primært små skolebørn, der er smittede - og en af konsekvenserne ved en 'nedlukning' er, at grundskoler i det berørte sogn skal lukke.
Læs også
Men skolebørnene i Astrup går ikke i skole i Astrup Sogn - de bor der bare.
Solbjergskolen, som er skolen nærmest Astrup, ligger nemlig i nabosognet Tiset, som ikke overskrider de grænser for nedlukning, der er fastsat af regeringen.
Nedlukningen i Astrup har altså reelt ingen konsekvenser for den gruppe, der driver smitten i området, siger Aarhus Kommune.
- I Astrup giver det isoleret set ikke mening, når børnene kan gå i skole lige ved siden af, men indtil de laver reglerne om på Christiansborg, så er det sådan, det er, sagde direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Hosea Dutschke, til TV2 ØSTJYLLAND tirsdag.
- Det er tragikomisk
Lars Boje Mathiesen, der sidder i Folketinget for Nye Borgerlige, er stærkt kritisk overfor regeringens nuværende restriktioner.
- Det er jo tragikomisk. Det her system har aldrig virket, og derfor har man også løbende lavet om på det, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Socialdemokratiet opfandt det her massetestsystem, og så skulle de have en gulerod og pisk, og så opfandt de det her system, siger Lars Boje Mathiesen (NB).
Han mener, at eftersom syv ud af ti danskere efterhånden er færdigvaccinerede, så bør man have tillid til, at folk selv kan passe på.
- Corona er her stadig
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Jens Joel, forsvarer de nuværende regler.
- Coronaen er stadig iblandt os. Vi har langt færre restriktioner end mange lande omkring os, og hvis vi skal blive ved med at have kontrol med det, så er det vigtigt, at vi kan sætte effektivt ind lokalt, når der opstår udbrud, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
- Myndighederne arbejder hele tiden på, hvordan vi kan optimere modellerne, så det bliver endnu mere effektivt og fleksibelt. Men det er svært at lave en model, der passer i hele landet, og der må vi have tillid til, at myndighederne gør det så godt, de kan. Det vigtige for os er, at vi bliver ved med at have smitten under kontrol, siger Jens Joel.
Lars Boje Mathiesen (NB) mener ikke, at lukninger af skoler er den rette måde at holde styr på smitten.
- Smitten er under kontrol. Man har hele tiden målt på, hvor mange der bliver indlagt på sygehusene. På intet tidspunkt har de været under massivt pres, og det er de slet ikke nu, og der er ikke noget, der tyder på, at de kommer det, siger han.
- De giver ikke mening at lukke skolerne ned uden grund, og det er det, man gør nu.
I morgen er der møde i Folketingets epidemiudvalg, hvor de automatiske nedlukninger skal drøftes.
- Jeg tror, at de kommer til at ændre det igen, eller måske bliver det helt ophævet, siger Lars Boje Mathiesen (NB).