Nydanskere skal skabe eksport
Gode til sprog og fremmed kultur
Nydanskere med en høj uddannelse skal hjælpe de østjyske virksomheder med at komme ud af krisen. Det fortæller DR Østjylland.
De højtuddannede nydanskere har nemlig tjek på sprogkundskaberne og gode forretningsforbindelser i udlandet. Det er lige præcis de to ting, som er eftertragtede kvaliteter for en virksomhed, der ønsker at åbne for nye eksportmarkeder.
Det er den landsdækkende forening for højtuddannede nydanskere, kaldet Novum, der er ved at rekruttere 80 af landets mest ressourcestærke og højtuddannede nydanskere.
Der skal formidles kontakt mellem dem og små- og mellemstore danske virksomheder, der har set sig varm på det udenlandske marked.
Har sprogkompetencer
I Aarhus er afdelingsformand, Maria Jakimovska, ikke i tvivl
om nydanskernes egenskaber:
- De har sprogkompetencer og kulturforståelse, som er et kæmpe stort plus - i hvert fald hvis man ansætter en person, som kan lokalsproget og måske har lokale forbindelser til erhvervslivet i udlandet. Det er klart en fordel, siger Maria Jakimovska.
Foreningen Novum arbejder sammen med Dansk Erhverv på at finde 30 virksomheder, som vil sætte fokus på at ansætte nydanskere. Og med den øgede globalisering og skæpede konkurrence er der ifølge Maria Jakimovska meget for virksomhederne at hente. Men målet er også at få nydanskerne hurtigere i arbejde.
- De bidrager med deres kompetencer, deres erfaring og uddannelse i stedet for at de sidder hjemme og laver ingenting. På den måde her kommer de hurtigere på arbejdsmarkedet, siger Maria Jakimovska.
Novums projekt "Forskel gør en forskel" er blandt andet støttet af det tidligere Integrationsministerium.