Ny kommune-hjemmeside brudt sammen: Nu udsættes lanceringen
Aarhus.dk ligner sig selv i dag, selvom den faktisk skulle have haft nyt design og opbygning
Aarhus Kommune lancerede mandag sin flotte nye hjemmeside, men der var så mange tekniske startvanskeligheder, at den nu er trukket tilbage.
- Der var alt for mange uforudsete udfordringer i går, så vi har besluttet, at det er bedre at give brugerne en god oplevelse på den gamle, end at det halter afsted med en ny hjemmeside, siger projektleder for aarhus.dk, Per Ryolf, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er selvfølgelig ærgerligt. Vi har statusmøde med leverandøren her til formiddag. Før det kan jeg ikke gå i detaljer med, hvad der præcist er galt, fortsætter han.
Læs også
Udover selve aarhus.dk lancerede kommunen også cirka 50 nye undersider for projekter, institutioner og lignende.
- En af dem er for Business Region Aarhus, og de skal bruge siden til at samle indhold fra Folkemødet (der begynder torsdag, red.), så derfor har vi besluttet at rulle den nye side tilbage i en uge for at undgå problemer der, siger Per Ryolf.
Skal fungere bedre på mobile enheder
Aarhus Kommune har gennem flere år arbejdet med at lave en ny hjemmeside. Den gamle har otte år på bagen, og er en af landets ældste kommune-hjemmesider. Den trænger i den grad til en opgradering, medgiver Per Ryolf.
Der er flere tekniske ting, som hjemmesiden ikke længere kan håndtere, og så er behovene for brugerne i dag anderledes.
- Vores statistik siger, at 70 pct. kommer fra Google til hjemmesiden, og halvdelen tilgår den fra mobile enheder. Så når vores nye hjemmeside er oppe at køre, er den søgemaskineoptimeret og fungerer bedre på mobile enheder, forklarer projektlederen.
Men indtil videre går der så altså formentlig minimum en uge, inden den nye hjemmeside kører.