Ny hverdag for børn og forældre - igen
Det stigende smittetryk i Østjylland får Aarhus Kommune til at sætte flere tiltag i gang på byens skoler.
Mere rengøring og flest mulige aktiviteter udendørs. Det lyder som livet i de danske skoler, dagtilbud og fritidstilbud før sommerferien, da coronakrisen var på sit højeste, men det bliver igen virkelighed for børn og unge i Aarhus Kommune.
Det sker som en del af en større indsats for at få kontrol over det stigende smittetryk i Danmarks næststørste by.
Læs også
Kommunen har desuden frigivet midler, der skal sikre, at der er medarbejdere fri til at hjælpe skoleelever og børn i institutioner med at overholde kravene om god hygiejne og afstand.
Dertil kommer, at skoler, børnehaver og vuggestuer primært er forbeholdt børnene og de ansatte.
- Tilbuddene vil i de kommende 14 dage først og fremmest være for dem, der går og arbejder der, siger rådmand for børn og unge, Thomas Medom til TV2 ØSTJYLLAND.
"Smitte i hele kommunen"
En stor del af de smittede i Aarhus Kommune - og på landsplan - er borgere med anden etnisk herkomst. Men det får ikke rådmanden til at sætte særlige initiativer i gang.
- De her ting gælder i Aarhus Kommune og for alle i Aarhus Kommune, siger Thomas Medom, der henviser til, at der er smitte i hele kommunen.
Han tilføjer dog:
- Hvis man har et større smittetryk i et område, så skal man være mere opmærksom – også fra vores side som kommune, men alle skal være opmærksom på det her, og det er de også, siger rådmanden.
Læs også
De seneste tal viser, at 885 personer i Aarhus har været smittet med corona. Alene i weekenden skete der en stigning på 191 personer.
Rådmand Thomas Medom har med de tal i baghovedet bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at vurdere, om situationen i Aarhus giver grundlag for at iværksætte den såkaldte nødbekendtgørelse for skoler, der også blev anvendt i foråret.
Netop dét opfordrede den lokale skolelærerforening kommunen til i søndags.
Aarhus Lærerforening vil have samme løsning som gymnasierne
Gymnasierne har startet deres skoleår med undervisning hjemmefra, derfor burde folkeskolerne gøre præcist det samme, lyder det fra formanden for Lærerforeningen.
Han opfordrer derfor rådmanden på området Thomas Medom til at handle.
- Jeg vil opfordre ham til at få undervisningsbekendtgørelsen til at virke fra i morgen, så folkeskolerne har mulighed for at arbejde under det, siger han.