Ny bypark bliver opkaldt efter historisk oberst

De lokale har været med til at bestemme, hvad en ny park i det centrale Aarhus skal kaldes.

Fredes Lomme, Rømers Torv eller Oberst Lundings Oase?

Hvad skal Aarhus’ nyeste park hedde? Det spørgsmål har beboerne i kvartererne Frederiksbjerg og Langenæs skullet tage stilling til, inden anlæggelsen af en ny, lille park begynder om kort tid.

Midt på trafiknerven Frederiks Allé, hvor Lundingsgade og Ole Rømers Gade udspringer, bliver et torv nu ombygget til en lille park. En park, der får navnet Lundings Torv, løfter Aarhus Kommune nu sløret for.

Niels Christian Lunding var oberst i den danske hær under blandt andet de to slesvigske krige i midten af 1800-tallet. Læs mere om ham nederst i artiklen. 

Den nye park - eller lommepark, som kommunen omtaler den i en pressemeddelelse - kommer til at strække sig fra Frederiks Allé og et lille stykke op ad Ole Rømers Gade og Lundingsgade.

Hvad er en "lommepark"?

Beboerne i området har ønsket, at parken kommer til at føles mere tryg at opholde sig i, end det har været tilfældet på det nuværende torv. Torvet, der udgør trekanten mellem en 7-Eleven-kiosk, en lampeforretning og en tæppeforhandler, har gennem mange år primært bestået af nogle stenbænke og en håndfuld træer.

I fremtiden vil den lille park blive mere grøn og afskærmet mod Frederiks Allé, lover Aarhus Kommune, der håber, at flere vil finde den hyggelig.

Sådan har torvet set ud gennem en årrække.
Sådan har torvet set ud gennem en årrække. Foto: Google Maps

Blandt beboerne er der store forhåbninger om Lundings Torv, og den lokale fællesrådsformanden er glad for, at borgerne er blevet inddraget. Det er blandt andet sket med gadevandringer og workshops, inden der blev fremlagt en række designforslag.

- Det er skønt at tænke på, at kvarterets drømme og lokale viden på den måde bliver en del af lommeparkens udformning og sjæl, når den spirer frem, siger Jeppe Spure Nielsen, formand for Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd.

Aarhus Kommune oplyser, at anlægningsarbejdet begynder i foråret 2022 og forventes at stå færdig til sommer.

Hvem var Lunding?