Ny avis på gaden i Aarhus
Politiken kalder den 'Danmarks største weekendavis'
På Store Torv, på Lille Torv, foran Banegården og på Park Allé kan du i dag møde folk i orange jakker, der deler Lokalavisen Aarhus Weekend ud.
Den gratis husstandsomdelte weekendavis, der udkommer for allerførste gang i dag, er fyldt med inspiration til aktiviteter i weekenden, reportager og livstilsstof.
154.000 husstande i Aarhus-området vil fremover få avisen ind ad brevsprækken. Det er JP/Politikens Hus og Politikens Lokalaviser, som står bag en weekendudgave, der skal være et tilbud til borgerne i blandt andet Aarhus, Hornslet, Hinnerup og Odder.
Avisen har til formål at give et indblik i for eksempel weekendens kulturelle og sportslige arrangementer.
- Vi har haft folk på gader og stræder i dag og har fået rigtig gode tilbagemeldinger fra flere, og det er rigtig dejligt - og så er vi også selv virkelig glade for produktet. Vi synes, vi rammer skiven præcist, dels fordi vi adskiller os fra de andre aviser ved rent faktisk at handle om Aarhus, og så læner den sig flot op af weekenden, og jeg tror, vi kan inspirere folk til at bruge byen mere, end de gør i dag, siger ansvarshavende redaktør i Politikens Lokalaviser Claus Krogh.
Fredag og lørdag i denne uge deles avisen ud på samme steder i byen. Derudover kan du få et eksemplar i storcentrene Bruuns Galleri, City Vest og Storcenter Nord.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan den ny avis er blevet til.