Ny AGF-målsætning: Medaljer, gruppespil og pokaltitel før 2025
AGF har lanceret en 2025-plan. Klubben skal være fast i top-6, vinde pokalturnering og få succes i Europa.
Armbevægelserne er store i den aarhusianske superligaklub AGF.
Fredag har klubben meldt en ny 2025-plan ud, og den indeholder en ambitiøs sportslig målsætning.
Frem mod 2025 skal AGF være i Superligaens top-6 hver sæson, vinde medaljer mindst to gange, vinde pokalturneringen mindst en gang mere, og klubben skal minimum en enkelt gang være kvalificeret til et europæisk gruppespil.
Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.
Ikke siden 1996
Den ambitiøse målsætning kommer på bagkant af en yderst vellykket 2019/20-sæson. Med bronzemedaljen i Superligaen opnåede AGF sit bedste resultat i 23 år.
I pokalturneringen skal man tilbage til 1996 for at finde klubbens seneste triumf, men i løbet af de næste fem sæsoner skal AGF hente klubbens tiende pokaltitel.
Læs også
Målsætningen om et europæisk gruppespil kan blive indfriet allerede i de kommende uger. AGF deltager i Europa League-kvalifikationen og er tre sejre fra en plads i turneringens gruppespil.
Større budget
I fremtiden udvides antallet af deltagere i de europæiske gruppespil, når den nye Conference League, den tredjebedste klubturnering i Europa, lanceres fra næste sæson.
I denne sæson er der i alt 80 europæiske hold, som deltager i et gruppespil, mens der fra næste sæson vil være 96 hold med i de europæiske gruppespil.
AGF vil indfri de sportslige målsætninger ved en gradvis forøgelse af klubbens sportslige budget. Alle indtægter fra spillersalg skal geninvesteres i truppen, lyder det.
Derudover vil AGF investere i "yngre, sultne og salgbare spillere", skriver klubben.