Nummer ét i USA: Christoffer har samarbejdet med afdød stjerne

22-årige Christoffer ‘Palaze’ Buchardt Marcussen fra Aarhus producerer musik for nogle af øjeblikkets største rapstjerner. Lige nu har han to sange på det album, der ligger nummer ét i USA.

Under producernavnet Palaze er det lykkedes den unge aarhusianer at få to af sine beats hele vejen til den absolutte hip-hop-top.  Foto: Privat / Suzanne Cordeiro/AFP/Ritzau Scanpix

“Shoot For The Stars Aim For The Moon”. 

Det er navnet på det album, der i skrivende stund ligger nummer ét på den amerikanske Billboard 200-hitliste, der markerer de bedst sælgende albums i USA lige nu. 

Albummet er udgivet posthumt af New York-rapperen Pop Smoke, der blev skudt og dræbt under et hjemmerøveri i februar i år, 20 år gammel. 

Og kigger man godt efter i albummets credits, så falder man måske over navnet Christoffer Buchardt Marcussen. 

Det er det største, jeg har opnået.

Christoffer Buchardt Marcussen, Producer

Under producernavnet Palaze er det nemlig lykkedes en ung aarhusiansk mand på 22 år at få to af sine produktioner hele vejen til den absolutte hip-hop-top. 

- Det er det største, jeg har opnået. Jeg har lavet beatet til to af sangene, ‘Enjoy Yourself’ og ‘For The Night’, hvor der så er blevet lagt vokaler på. Og jeg tvivler på, at der kommer noget større, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Christoffer Buchardt Marcussen grinende til TV2 ØSTJYLLAND.

40 millioner streams, hjemmelavet i Egå

Begge sange lavede han på sin computer, da han stadig boede hjemme ved sin mor og far i Aarhus-forstaden Egå.  

Tilsammen er de i løbet af de sidste to uger blevet afspillet over 40 millioner gange på streamingtjenesten Spotify.

‘For The Night’, hvorpå Pop Smoke rapper sammen med stjernerne DaBaby og Lil Baby, ligger nummer seks på Billboards tilsvarende single-hitliste, som den bedst placerede sang fra albummet. 

Begge beats lagde Christoffer i sin tid ud på sin YouTube-kanal, hvor han har 85.000 abonnenter.

Lyt til Pop Smokes 'For The Night', som Christoffer Buchardt Marcussen har produceret.

- Jeg har ikke været i kontakt med Pop Smoke på nogen måde, men han har været inde på min YouTube-kanal og har hørt mine beats og tænkt: “Det lyder fedt”. Og så har han lavet sangene, siger Christoffer Buchardt Marcussen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Så det er lidt skørt, at man bare sidder derhjemme og venter, og så kommer det bare af sig selv. Da jeg lagde beatet op i sin tid, havde jeg overhovedet ikke regnet med, at Pop Smoke ville hoppe på det.

Det gik op for mig, at det lige pludselig er seriøst, når en af hans kaliber bruger mine beats.

Christoffer Buchardt Marcussen, producer

Hvornår finder du så ud af, at du kommer til at have to sange på det her album? 

- Da han døde i februar, vidste jeg ikke, at jeg havde en sang med ham. Men jeg hørte hans musik utroligt meget, og jeg var fan. Så da jeg fik at vide, at han var død, blev jeg rimeligt chokeret. Tre-fire dage efter hans død er der så en af mine producerkolleger, der skriver til mig: “Jeg ved ikke, om du har set det, men vi har en sang med Pop Smoke”.

- Der tænkte jeg bare: “Hvad fuck?”. Og det satte også hans død i perspektiv, fordi jeg lige pludselig havde en relation til ham. Og så gik det op for mig, at det lige pludselig er seriøst, når en af hans kaliber bruger mine beats, siger Christoffer Buchardt Marcussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Pop Smoke fik sit gennembrud i 2019 og med sin vilde stemme og udstråling nåede han at blive det nok mest lysende talent i amerikansk hip-hop, inden han blev myrdet, blot 20 år gammel. Foto: Suzanne Cordeiro/AFP/Ritzau Scanpix

Alt sammen på et par år

Under navnet Palaze begyndte Christoffer Buchardt Marcussen at lægge sine beats op på sin YouTube-kanal for omkring to år siden. Herfra kan andre lytte til dem, leje dem og eventuelt købe dem.

Og det med så meget succes og talent, at han har bygget en solid forretning op omkring det.

- Der var et beat, der stak af og genererede masser af trafik på min kanal. Så det er blevet min karriere lidt tilfældigt. Det var ikke noget, jeg havde regnet med. Det skete bare fra den ene dag til den anden, og lige pludselig var jeg bare i det. Så jeg har ikke været i gang i forfærdelig lang tid, siger Christoffer Buchardt Marcussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er blevet min karriere lidt tilfældigt, det var ikke noget, jeg havde regnet med.

Christoffer Buchardt Marcussen, Producer

De navne, du laver musik for, de mangler i hvert fald ikke penge.  

- Det gør de ikke nej! 

Hvor meget får du så for sådan to beats? 

- Jeg har faktisk ikke fået nogle penge for de to sange på albummet. Det ligger bare og venter, for pladeselskaberne ovre i USA, de tager bare lang tid om at betale. Men 10.000 dollar (65.000 kroner) for hver af de to beats, står der i kontrakten. Og så får man nogle procenter i royalties, siger Christoffer Buchardt Marcussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Tilsammen er Christoffer Buchardt Marcussens to sange på albummet blevet afspillet over 40 millioner gange på streamingtjenesten Spotify i løbet af de sidste to uger.

Vil gerne snart til LA

Christoffer Buchardt Marcussen bor lige nu på Trøjborg i det nordlige Aarhus.

Han har indgået en management-aftale med en fransk producer ved navn CashMoneyAP, der er bosat i Los Angeles. 

Jeg tænkte bare: “Shit mand”.

Christoffer Buchardt Marcussen, Producer

- Han kender alt og alle, og jeg snakker med ham hver dag. Det var ham, jeg sendte ‘For The Night’-beatet til for et halvt år siden, fordi han skulle i studiet med Pop Smoke, og han mente, han ville lyde godt på det. Så hørte jeg ikke noget i tre-fire måneder, men så en måned eller to inden albummets udgivelse, så ringede han og sagde: “Kan du huske det der beat, du sendte? Det fik vi for resten DaBaby og Lil Baby på”.

- Jeg tænkte bare: “Shit mand”.

Når der bliver åbnet for indrejse til USA igen, håber Christoffer, at han kan tage nogle ture til LA og faktisk møde og tage i studiet med de folk, som han har kontakt til. 

Har du ellers mere i støbeskeen? 

- Jeg har tidligere lavet en sang med NLE Choppa, og jeg håber, der er noget på vej på hans kommende album. Det siger hans pladeselskab i hvert fald. Men det er stadig et måske, for jeg vil ikke jinxe det, siger Christoffer Buchardt Marcussen til TV2 ØSTJYLLAND.