Nu skifter Mikael spor: Har fået varer for 500.000 kroner
Mikael har facebooksiden Robin Hoods Madkammer, hvor mere end 10.000 medlemmer har fulgt kampen mod madspild. Nu skifter Mikael maden ud med, men konceptet er det samme.
10.000 medlemmer af Facebookgruppen "Robin Hoods madkammer" har fulgt med i tips og tricks til at undgå madspild og at skralde mad.
Men nu skal det ikke længere handle om madspild. Det skal handle om alle de varer, som ikke er mad, vi også spilder.
Det mener madspildets Robin Hood, Mikael Miehs Andersen.
- Det er vanvittigt, hvad der bliver smidt ud af nonfood ting, og det skal der mere fokus på.
Derfor skifter Mikael Miehs Andersen Facebookgruppens fokus på fredag, således at medlemmerne nu vil følge med i alle de genstande, som bliver skraldet og modtages som donationer.
Robin Hood Nonfood
Mikael Miehs Andersen er førtidspensionist og stifter af foreningen RH madkammer, som sælger overskudsmad til en overkommelig pris i Tranbjerg. Foreningen drives frivilligt af ham selv og en gruppe frivillige.
RH madkammer har aftaler med flere supermarkeder om at få leveret overskudsmad.
- I starten skulle jeg selv ud og finde maden, men nu har jeg aftaler. Derfor kan jeg tillade mig at satse på noget nyt.
Facebook gruppen "Robin Hoods madkammer" blev oprettet som et sted, hvor medlemmerne kunne forære overskudsmad væk. Aktiviteten på siden er desværre meget lille, fortæller Mikael Miehs Andersen.
- Jeg har en gruppe på 10.000 medlemmer som bare står, og det er jo synd, siger han.
Derfor laver han gruppen om til en gruppe, hvor der vil blive solgt nonfood-varer.
- Der har været fokus på madspild i mange år, og jeg har haft en drøm om at få fokus på nonfood delen, siger Mikael Miehs Andersen.
Længe har gruppens stifter vidst, at der var et tilsvarende stort problem med nonfood varer, der bare bliver smidt ud, selvom de sagtens kan bruges.
En halv million kroner
Det seneste halve år har Mikael Miehs Andersen skraldet og modtaget nonfoodvarer for mere end 500.000 kroner, siger han.
Det drejer sig om sko, telte, diverse krea-artikler, kosmetiske produkter og senge, som er blevet kasseret og smidt ud, på grund af små fejl, eller at de er kommet retur.
Mikael Miehs Andersen åbner derfor en ny butik i Højbjerg, Robin Hood nonfood, hvor de ligesom i RH madklub vil sælge genstandene for et beskedent beløb, og det er ikke meningen, der skal tjenes penge på det.
- Tingene skal selvfølgelig ud til nogen folk der kan bruge dem, og så håber jeg, at folk vil blive forarget over alle de brugbare ting, der bliver smidt ud, siger Mikael Miehs Andersen.
Alle tingene, der vil blive solgt under Facebookgruppens nye navn, eller i den nye butik i Højbjerg er ting, der enten er doneret af virksomheder eller skraldet fra butikker, fuldstændig som hvis man skraldede mad.
Robin Hood nonfood slår dørene op i Højbjerg allerede nu på lørdag.