Nu skal testkøerne væk: - Vi sætter ind med alt
Efter genåbningen i sidste uge har der været pres på kvikteststederne i Aarhus, hvor mange har stået i lange køer, men det skal nu kommes til livs.
Endeløse køer og lang tid brugt på det, der skulle være en hurtig test.
Det har været realiteten for mange borgere, efter samfundet i sidste uge åbnede endnu mere op og derfor afkrævede endnu flere negative coronatests.
Presset er især landet på kvikteststederne i Aarhus, hvor der i perioder har været op mod en times kø for at komme til.
Læs også
Derfor reagerer Region Midtjylland og testudbyderen Falck nu ved at opskalere teststederne, skriver regionen i en pressemeddelelse.
- Sammen med Falck, som leverer hurtigtest i Region Midtjylland, har vi gennemgået mulighederne for at afkorte ventetiden, og vi sætter ind med alt, hvad vi har, udtaler lægefaglig direktør i Præhospitalet Per Sabro Nielsen, der står for testindsatsen i Region Midtjylland.
Mere testpersonale
Blandt de nye tiltag nævnes 120 nyansatte podere, ligesom yderligere 150 forventes ansat i denne uge, der herefter skal spredes ud over de forskellige teststeder.
- Vi håber, at de mange nye hænder til næsepodning og de længere åbningstider tilsammen kan gøre et markant indhug i test-køerne i Aarhus, siger Per Sabro Nielsen.
Konkret ændres der på udvalgte aarhusianske teststeder således:
- Nobelparken: Mere plads og flere podere
- Filmbyen: Flere podere og længere åbningstider (fra 17. maj kan man blive testet i tidsrummet 06:00-23:30)
- Nyt teststed i Brabrand Mejeri
- Vejlby Risskov Hallen: Nyt telt gør plads til flere podere end indendøre
- Viby Hallen: Flere podere
Ikke kun Aarhus
Til TV2 ØSTJYLLAND fortæller Per Sabro Nielsen, at teststederne i Aarhus har oplevet det højeste pres og derfor opgraderes først.
- Det her er det første ryk, og så vil der rundt i mange kommuner komme andre tiltag senere, siger han og gentager, at det er med direkte mål for øje at nedbringe ventetiden.
Læs også
Udover ændringerne på kvikteststederne vil man også forsøge med længere åbningstider på PCR-teststederne, så det er nemmere at komme til før og efter normal arbejdstid. Det betyder dog ikke, at der vil være flere PCR-tests i alt.
- Vi bruger allerede mere end de 36.000 daglige PCR-tests, vi har til rådighed, fortæller Per Sabro Nielsen.
Du kan følge de aktuelle ventetider ved teststederne her.