Nu kommer der lys ved åen efter ulykker
To fald-ulykker i weekenden har fået Aarhus Kommune til at øge sikkerheden
Aarhus Kommune tager nu konsekvensen af de seneste å-ulykker, hvor forbipasserende er faldet i åen i Aarhus Midtby.
I weekenden faldt først en 41-årig mand i åen, og søndag måtte en 84-årig kvinde hjælpes op af vandet.
Derfor vil kommunen øge sikkerheden ved åen, og allerede onsdag bliver der sat midlertidig lys op langs åen.
- Det er svært, når det regner og er mørkt, at se kontrasterne ved åen, og da pladsen ikke er helt færdiglavet endnu, så vælger vi at lave belysning af kanten, hvor to personer faldt i, siger Kim Guldvad Svendsen, der er driftchef i Aarhus Kommune.
Nyt uheld: Ældre kvinde faldt i åen i Aarhus
Aarhus Kommune har desuden indgået et samarbejde med Trygfonden, ligesom man planlægger at tage kontakt til Aalborg Kommune, hvor de har været udfordret på samme måde på kajkanten.
- Åens udløb skal være tydeligere, så vi forhindrer, at folk kommer for tæt på, siger Kim Guldvad Svendsen.
Se hele interviewet om belysning ved kanten af åen i videoen ovenfor.