Nu kan nedlukket sogn genåbne
Astrup Sogn i Aarhus Kommune kan genåbne fra og med i morgen, mandag, da incidensen de seneste syv dage i træk har ligget under 1000.
Astrup Sogn i Aarhus Kommune blev den 21. august lukket ned på grund af høje smittetal.
Nu viser dagens corona-tal fra Statens Serum Institut, at Astrup Sogn kan genåbne fra og med i morgen, mandag den 30. august. Det skyldes, at incidensen de seneste syv dage i træk har ligget under 1000.
Læs også
Sognet har 2.200 indbyggere, og genåbningen betyder, at skoler, SFO’er, fritidstilbud og kulturinstitutioner kan genoptage deres aktiviteter.
Astrup Sogn opfyldte disse tre kriterier den 21. august, hvilket førte til nedlukning:
Mindst 1000 smittede per 100.000 indbyggere over syv dage - 1033 per 100.000 i Astrup Sogn.
Mindst 20 smittede personer over syv dage - 22 smittede i Astrup Sogn.
Positivprocent på mindst 3 procent over syv dage - 5,5 procent i Astrup Sogn.
Berørte områder lå i nabosognet
Ifølge Aarhus Kommune var det primært små skolebørn, der var smittede.
En af konsekvenserne ved en nedlukning er, at grundskoler i det berørte sogn skal lukke. Men skolebørnene i Astrup går ikke i skole i Astrup Sogn - de bor der bare.
Solbjergskolen, som er skolen nærmest Astrup, ligger nemlig i nabosognet Tiset, som ikke overskred de grænser for nedlukning, der er fastsat af regeringen.
Læs også
Nedlukningen i Astrup har altså reelt ikke haft konsekvenser for den gruppe, der driver smitten i området, lød det tidligere på ugen fra Aarhus Kommune:
- I Astrup giver det isoleret set ikke mening, når børnene kan gå i skole lige ved siden af, men indtil de laver reglerne om på Christiansborg, så er det sådan, det er, sagde direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Hosea Dutschke til TV2 ØSTJYLLAND tirsdag.