Nu får Aarhus sin første dele-elbil

Delebils-konceptet bliver nu endnu grønnere med en dele-elbil

Foto: Stuart McIntyre

Fra fredag 25. september kan brugerne af delebils-konceptet LetsGo også vælge at køre en tur i en el-bil.

LetsGo har allerede 14 delebiler i Aarhus, men nu supplerer de bilparken med en el-bil.

- Lige nu sker der rigtig mange gode tiltag i Aarhus inden for grøn transport. Det er præcist det, delebiler med LetsGo handler om, og derfor skal aarhusianerne selvfølgelig have mulighed for at køre dobbelt så grønt med en elbil, der kan deles, siger direktør i LetsGo, Bjarke Fonnesbach, i en pressemeddelelse.

Den nye elbil er af mærket Renault Zoe, og den kommer til at stå på Tietgens Plads på Frederiksbjerg i det centrale Aarhus, hvor der er placeret en ladestander til bilen.

Samtidig udvider LetsGo med endnu to konventionelle biler, der får plads i Sjællandsgade og i Bülowsgade.

Det koster 270 kroner om måneden inklusiv forsikring at være medlem af LetsGo, og herefter betaler man for det antal timer og brændstof, man bruger på sin køretur.