Nu er Ecco også fortid i Salling
Du skal lede længe efter et par Ecco-sko i Sallings stormagasiner.
Mange butikker fjernede under store overskrifter Ecco-sko fra deres hylder, da det danske skofirma ikke ville lukke sine butikker i Rusland ved krigens start.
Så drastisk ville Salling Group med hovedkvarter i Brabrand dengang ikke gribe til handling.
Ikke desto mindre er det svært at finde et par Ecco-sko hos kæden i dag.
- Vi opfordrede Ecco til at trække sig ud af Rusland, men uden held, og så stoppede vi med at bestille nye varer og har ikke bestilt nye varer siden tidligt på foråret, siger Henrik Vinther Olesen, der er kommunikations- og CSR-ansvarlig i Salling Group til TV2 ØSTJYLLAND.
Og nu mødes man af et udsolgt på Sallings hjemmeside.
- Da krigen startede, fjernede vi russiske varer fra hylderne og opfordrede hver enkelt til selv at tage stilling, men vi vil ikke bestemme over dem, der handler med Rusland, siger han.
Og deres lange samarbejde har også betydning.
- Vi har handlet med Ecco i rigtigt mange år, så det handler også om ikke at rende af pladsen.
Når Ecco beslutter sig for noget andet og trækker sig ud, er Salling med igen, oplyser Henrik Vinther Olesen.
Kongehuset har meddelt Ecco, at firmaet ikke længere må bruge prædikatet Kongelig Hofleverandør, når det udløber den 16. april 2023. Ecco har haft prædikatet siden 16. april 1991.
Kæder som Magasin, Sport24 og Euro Sko har også besluttet at fjerne Ecco fra hylderne.