Nu begynder banebrydende energi-projekt
I fremtiden skal aarhusianerne klare sig gennem vinteren med varme fra jorden under deres fødder. Langt under deres fødder.
Det store projekt med at udnytte såkaldt geotermi - varmen i jorden - begynder nu i Aarhus og kommer til at strække sig over de kommende år.
Det meddeler forsyningsselskabet Kredsløb i en pressemeddelelse.
Det blev i 2022 besluttet, at et geotermi-anlæg på 110 megawatt skal anlægges i Aarhus. Det vil blive EU's hidtil største geotermi-projekt og vil efter planen dække 20 procent af kommunens fjernvarmeforbrug i 2030.
Geotermi fungerer ved, at man borer flere kilometer ned under jordoverfladen og pumper det 60-80 grader varme vand, der ligger dernede, op. Herefter udvinder man varmen og sender den ud i fjernvarmenettet.
I alt er der planer om at bygge syv forskellige geotermiske anlæg i Aarhus, og processen med de første to begynder i år.
På Skejbyvej øst for industriområdet, der blandt andet inkluderer Ikea, begynder man arkæologiske undersøgelser. Herefter skal brønden ned i undergrunden bores. Arbejdet forventes færdigt i 2025.
Det andet sted til geotermi bliver i den sydlige ende af Aarhus Havn, hvor der på en hjørnegrund på Sumatravej skal etableres et anlæg. Det arbejde begynder ifølge Kredsløb til april, og boringen starter i oktober eller november.
I de to til fire måneder, boringerne står på, vil arbejdet kunne høres, oplyser Kredsløb, ligesom der også vil være øget trafik til og fra byggepladserne.
I 2030 skal det samlede anlæg efter planen stå klar. Lokationerne for de sidste fem anlæg er ikke offentliggjort endnu.