Nordisk Film-biografer holder lukket i hele landet

Nordisk Film har meldt ud, at de holder biograferne lukket mandag efter skudepisode i det københavnske storcenter Field's.

Der vil ikke blive vist nogen film på det store lærred i Nordisk Film-biografer landet over mandag. 

Det er en beslutning, der er blevet truffet på baggrund af søndagens tragiske hændelse i Field's på Amager i København. 

- Det sker i respekt for ofre, pårørende og alle, der var til stede i Field’s – og for at tale situationen igennem med vores medarbejdere, siger direktør Casper Bonavent Til TV2 ØSTJYLLAND i en skriftlig udtalelse.

På kino.dk skriver Nordisk Film følgende: 

- I går aftes blev tre mennesker dræbt ved et skyderi i storcentret Field's i København. Den tragiske hændelse medfører nu, at både Nordisk Film Biografer Field's og kædens øvrige biografer holdet lukket i dag mandag den 4. juli.

I Østjylland er der tre Nordisk Film-biografer - En i Randers og to i Aarhus. 

Danmarks største biografkæde oplyser derudover, at gæster, der har købt billetter til mandag, vil blive kontaktet og få deres penge tilbage.