Niels har været chef i årevis: Om 14 dage er han buschauffør
Transport-virksomhederne mangler chauffører. Det fik dem onsdag til at holde rekrutteringsmesse, som kommende buschauffør Niels Kjær Frey var forbi
Uden chauffører er der ingen til at fragte mad, medicin, materialer og lignende rundt omkring i landet. Det kan derfor gå hen at blive en alvorlig hæmsko for væksten, at transportbranchen om få år forventer at mangle op mod 2500 chauffører.
- Kan vi ikke få chauffører i vores biler, så er der færre biler, der kører, og det hæmmer selvfølgelig væksten og giver et øget prispres, siger Henrik Flugt, der er terminalchef i Danske Fragtmænd.
Læs også
Den problemstilling fik onsdag en række transportvirksomheder til at holde rekrutteringsmesse i Brabrand, hvor ledige og andre nysgerrige kunne snuse til, hvad det vil sige at bus- eller lastbilschauffør.
- Man kan jo tage en seks ugers uddannelse, hvis man er ledig, og så er man faktisk i gang med at køre bus, og det budskab tror jeg ikke, vi har været gode nok til at komme ud med, siger Hugo Friis Lund, der er direktør i DEKRA Amu Center Midtjylland, til TV2 ØSTJYLLAND.
I 2016 søgte transportvirksomheder 400 gange forgæves efter chauffører, viser en analyse foretaget af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Fra chef til chauffør
Niels Kjær Frey er en af de mange, der er mødt op til messen i Brabrand for at høre mere om de forskellige transportvirksomheder.
Han har i mange år arbejdet i chefstillinger, men nu er han ved at tage stort kørekort, så han kan blive chauffør.
- Det er for at komme væk fra kontormiljøet og ud i samfundet, hvor man møder en masse mennesker, siger Niels Kjær Frey til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Drømmen er et job hos Arriva, der har et garageanlæg ikke langt fra hans hjem i Skanderborg.
Niels Kjær Frey ser frem til fordelene ved at være ganske almindelig lønmodtager.
- Det betyder, at jeg kan få tid til at være medlem af badmintonklubbens bestyrelse, og at jeg kan hjælpe min anden dreng i Taekwondoklubben, så det bliver jo en mulighed for at dyrke nogle fritidsinteresser sammen med børnene, siger han.
Manglen skyldes fordomme
Transportbranchen mistænker manglen på chauffører for ikke kun at handle om den voldsomme vækst i transportbranchen, men også at der eksisterer en del fordomme om chauffør-faget ude i samfundet.
Nogle af de mest hørte fordomme er, at chaufførerne bor i bilerne, aldrig er hjemme, og at de slet ikke kan have en familie. Men det er ude af trit med virkeligheden, mener Hugo Friis Lund.
- At være bus- eller lastbilschauffør er faktisk et rigtig godt og vellønnet job, og et job som i dag også kan forenes med et familieliv, siger han.
Læs også
Med en årsløn på op mod 600.000 kroner håber transportbranchen på at kunne lokke flere som Niels Kjær Frey til at blive chauffører.